Hør dog hvad de siger - Note-to-Self: Trials & Errors

sen også gjort sit indtog inden for lingvistikken. Den kan således ses som mødested for socio-
loger med en interesse for sproglig interaktion (Sacks m.fl. 1974, Psathas 1995, Atkinson &
Heritage 1984, Hutchby & Wooffitt 1998) og lingvister med en interesse for sprogbrugens
sociale aspekter (Schiffrin 1994, Nielsen & Nielsen 2005).
Man kan se to spor i konversationsanalysen: På den ene side opbygning af et korpus af
viden om kulturen, en slags grammatik for interaktionen. Der er utallige eksempler på dette
aspekt, fx analyser af telefonåbninger (Schegloff 1979), indskudte sekvenser (Jefferson 1972),
forklaringer (Antaki 1994), THERE + BE-konstruktioner (Schiffrin 1994). På den anden side
brugen af CA’s detaljefokus som analyseværktøj til at undersøge enkeltepisoder (Schegloff
1987) eller til at analysere forskelle på institutionelle samtaler (Drew & Heritage 1992, Drew
1998), medieinterviews (Nielsen 2001), meningsmålinger (Houtkoop-Steenstra 1995, 2000,
Stax 2000, 2005), etnografiske interviews (Briggs 1984, 1986) identitet i samtaler (Antaki &
Widdicombe 1998) eller utallige andre fænomener. I det sidste er fokus altså ikke på at be-
skrive fænomener i den sociale begivenhed samtale, men i at udnytte vores viden om samtaler
til at udforske hvordan et socialt fænomen konstrueres i samtale.
Det er det sidste fokus der er interessant for mig, og som udnyttes i Tekst 8 og Tekst 9
(og mere teoretisk Tekst 3 og Tekst 4). Det er også det som vil blive taget op i afsnittet om
interviewforskning.
2.2.2 Interviewforskning
Under denne overskrift gemmer der sig en gammel diskussion af hvordan man bedst bruger
interviewet som dataindsamlingsmetode (Lazarfeld 1944, Beatty 1995). Diskussionen be-
handles indgående i Tekst 3 og Tekst 4 og vil kun blive skitseret groft her.
Det er klart at vi har brug for interviews (eller en anden form for selvrapporteringsme-
tode) når vi undersøger en indre og skjult størrelse som holdninger. Diskussionen står om
hvad der giver de mest sigende data. Skal man på den ene side standardisere mest muligt for
at minimere indflydelsen fra interviewer og interviewsetting (Fowler & Mangione 1990)? El-
ler skal man på den anden side acceptere at standardisering er uopnåelig når man har med
tænkende, sociale individer at gøre (Mishler 1986), og i stedet forsøge at forstå den enkelte på
egne vilkår (Kvale 2001)? Diskussionen er beslægtet med diskussionen om kvantitative over
for kvalitative metoder i samfundsfagene (Bryman 1997, Pedersen & Nielsen 2001), men ikke
nødvendigvis sammenfaldende. Man kan godt forestille sig en standardiseret, kvalitativ un-
dersøgelse eller en ikke-standardiseret kvantitativ. Begge dele kan siges at findes repræsente-
ret i denne afhandling. Den ene fordi spørgsmål hvis svar bliver registreret kvantitativt, bliver
22