Hør dog hvad de siger - Note-to-Self: Trials & Errors

er for stor, den består stort set af overflødige engelske ord hvor man lige så godt kunne have
brugt dansk, og ikke mindst, hvis det fortsætter med samme hast, vil det snart være slut med
dansk: ”Vi [trækkes] sprogligt og kulturelt hen imod en énsproglig, volds- og pengefikseret
kultur hvor man taler amerikansk” (Davidsen-Nielsen & Herslund 1999: 17).
Til fordel for den modsatte, pro-engelske, side af diskussionen fremføres især to argumenter,
dels et sproghistorisk, dels et socialpsykologisk.
Det sproghistoriske argument fremhæver at sprog altid har forandret sig og altid vil foran-
dre sig (Aitchison 1991). Låneord er en naturlig del af levende sprog der er i kontakt med an-
dre sprog (Weinreich 1953, Thomason & Kaufman 1988). Dansk har lånt fremmed ordstof så
længe som det har levet. Historisk set er påvirkningen fra engelsk mindre og mindre gennem-
gribende end påvirkninger dansk tidligere har været udsat for fx fra tysk (Karker 1993, 1996,
Skautrup 1958). Ud fra denne betragtning er det ikke et svaghedstegn at dansk låner fra en-
gelsk, det er snarere et tegn på dansks brugbarhed for danskere at det er åbent for nye ord.
Problemet ville være langt større hvis dansk ikke accepterede nyt ordstof, det kunne være et
tegn på at sprogbrugerne ikke længere benyttede dansk til alle livets formål, men fx brugte et
fremmedsprog til tekniske diskussioner.
Det socialpsykologiske argument fremfører at modstanden mod engelskpåvirkningen i høj
grad er en modstand mod ungdommen fra – som udtrykt i Normann Jørgensens (2006) karak-
teristik, ”de gamle, sure mænd”. Vi vil nedenfor se hvordan det især er yngre der (siger at de)
bruger engelsk, og det er tydeligt at engelskbrug associeres med ungdommelighed, og der er
ikke noget nyt i at voksne skælder ud over ungdommens sjuskede og forfladigede sprog.
Til enhver tid har de unge talt ganske særlig sjusket, plat og respektløst. […] Det er, som
det altid har været og åbenbart skal være. Vor tids unge i Nordvesteuropa er uhørt slemme
til at sjuske, og så taler de ikke engang rent. […] Hvorfor skal det måske hedde cool,
når det lige så godt kunne hedde ypperligt eller behageligt? Hvorfor skal det hedde burger,
når det lige så godt kunne hedde bollebøf, eller speeder når det lige så godt kunne
hedde hastfodtræder, eller minister når det lige så godt kunne hedde høvding? (Jørgensen
2002: 7).
Brugen af engelsk og oppositionen mod (dem der bruger meget) engelsk, er i dette perspektiv
et sprogligt ungdomsoprør og en modsvarende reaktion. Modreaktionen på ”de sure gamle
mænds” reaktion er den værdiliberale at lade de unge (og andre engelskbrugere) om at tegne
deres egen sproglige identitet gennem valg af de ord som de ønsker. Som Kristiansen udtryk-
ker det (her dog i sammenhæng med dialekter):
25