Hør dog hvad de siger - Note-to-Self: Trials & Errors

ingen ikke er den mest glittede og lækre. Den ligner en amatørs værk - hvad den altså også
er… Når man ser præsentationen, håber jeg man vil have det i tankerne.
Beskrivelse af de enkelte skærmbilleder
I det følgende følger en beskrivelse af hvert enkelt skærmbillede eller hver enkelt komponent
i præsentationen, tilknyttet nogle få ord om hvorfor det ser ud som det gør.
1. Spørgsmålet
Første skærmbillede viser spørgsmålet som de 47 informanter blev præsenteret for og som
altså er den direkte anledning til deres svarkonstruktioner. I dokumentarismens ånd er
spørgsmålet præsenteret i den typografiske form det havde på det spørgeskema som inter-
vieweren læste op af, og stemmen der læser det op, er (for størstedelen af informanternes ved-
kommende) den samme som de blev præsenteret for.
Oplæsningen skulle gerne give følelsen af at spørgsmålet kunne være stillet til en selv,
at man bliver sat i informanternes sted, og derfor ideelt set har lettere ved at identificere sig
med deres svar. Det kan være svært at yde retfærdighed til et svar som er produceret on-line
og under pres når det præsenteres i distanceret skriftlig form. Ved at konfrontere beskueren
direkte med spørgsmålet, håber jeg at kunne videregive en intuitiv forståelse for hvorfor nogle
af svarene er tvetydige og tøvende.
Når spørgsmålet er oplæst, fortsætter præsentationen automatisk til hovedskærmen (2).
Klikker man på spørgsmålet mens det kører, bliver man også sendt til hovedskærmen (2).
2. Hovedskærmen
Hovedskærmen er den centrale, og største, del af præsentationen. De øvrige 9 ’rum’ kan ses
som kommentarer til den. Den består af flere dele.
2.1 Svarene
Den største del af hovedskærmen, hele den nedre del, er fyldt med citater fra de 47 informan-
ter. Hver informant har fået sit eget kvadrat. Forskellige skrifttyper er brugt for at illustrere at
der bag hvert enkelt citat gemmer sig en egen stemme. Den kvadratiske form leder måske
tankerne hen på post-it-lapper der er sat op på en opslagstavle. Denne allusion var tydeligere i
posterversionen der brugte forskellige farver fra post-it’s paletfarve-register. Kvadraterne
250