Hør dog hvad de siger - Note-to-Self: Trials & Errors

at vinde, vil normalt stå svagere end en modstander der kan påstå at være disinteresseret
og ’bare beskrive tingene som de er’. Det er en lignende strategi vi ser med opbygningen af
negative klicheer. Informanten præsenterer sig som neutral. Han taler faktisk overhovedet ik-
ke for noget. Han peger på modstanderens svage punkter (og evt. egeninteresse), og lader sin
egen alternative konklusion hænge uargumenteret i luften. Med andre ord, ved at bruge neu-
tralitetsstrategien, og i særlig grad med negative formuleringer, undgår informanten at ud-
trykke en holdning som han kan hænges op på; man kan sige at han udtrykker en holdning
ved ikke at udtrykke en holdning.
I en ’rigtig’ debat ville modstanderen naturligvis stille spørgsmålstegn ved stråmanden, ved
om den valgte kliche nu også kunne projiceres på det stillede spørgsmål og ved den uudtalte
argumentation som informanten fremfører for sit alternativ. Men holdningsinterviewet er ikke
en rigtig debat. Det er (som oftest) informantens diskussion med sig selv, en diskussion med
blind makker. I de få tilfælde hvor intervieweren faktisk åbner diskussionen og kritiserer val-
get af kliche eller svarer med en modsatrettet kliche, er det reglen snarere end undtagelsen at
informanten ændrer konklusion eller medierer mellem de to standpunkter med et ’ved ikke’-
svar.
Argumenter om engelsk
Det slående i det andet uddrag jeg vil vise, er ikke som ovenfor hvordan der fremsættes hold-
ninger på en måde der omhyggeligt undgår at fremsætte holdninger. Det er snarere det påfal-
dende, men hyppigt forekommende, at et tilsyneladende simpelt spørgsmål besvares med en
lang personlig fortælling som ret beset kun er marginalt relevant. Igen har vi at gøre med
pragmatikalisering fordi et abstrakt spørgsmål fortolkes i en til lejligheden konstrueret kon-
tekst, men pragmatikaliseringen sker her ikke ved at inddrage klicheer, men ved at konkretise-
re spørgsmålet i forhold til personlige erfaringer. Resultatet for det eksperimentelle design er
dog analogt, igen introduceres nye kontekster som er dem der i virkeligheden relateres til,
mens det abstrakte spørgsmål kun bliver associativt startpunkt. Og igen har vi at gøre med
neutralisering fordi et stort arbejde lægges i at præsentere konklusionen som den eneste rime-
lige konklusion, og ikke et udtryk for informantens egeninteresser eller idiosynkrasier. Narra-
tivens retoriske struktur er sådan at man dårligt kan pege på steder hvor informanten udtryk-
ker en værdidom, han præsenterer bare problemet som det er, som en disinteresseret analyti-
ker af sit eget liv.
234