Hør dog hvad de siger - Note-to-Self: Trials & Errors

tyder dog ikke at man nødvendigvis vinder en diskussion ved at finde en passende kliche. Én
kliche kan nemlig angribes med en anden kliche (eller et andet retorisk virkemiddel). ”Man
må fjerne problemet ved roden”, for at blive i eksemplet.
Intet spørgsmål passer 100 % på en kliche – det er sjældent at vi faktisk diskuterer at
smide børn ud eller ej. Klicheerne er metaforer og fikspunkter i det retoriske og holdnings-
mæssige landskab. De er prototyper som et konkret spørgsmål skal projiceres på og tillempes.
Der er med andre ord brug for en forhandling af hvilke klicheer der er relevante og hvorfor de
er det. Det er denne forhandlingsproces vi ser informanten gå igennem i sin diskussion med
sig selv. Det er ydermere Billigs pointe (1987, 1991) at denne afprøvning af klicheer ikke ba-
re er et led i overtalelsen af en samtalepartner, det er selve tænkningens natur.
I diskussionen prøves spørgsmålet om ’almindeligt dagligsprog i radio og fjernsyn’ mod en
række forskellige klicheer med modsatrettede konklusioner. De første klicheer der afprøves er
linje 3-6: ’man skal kalde en spade for en spade og sige det lige ud ad landevejen’. De supple-
res i linje 9-10 med en kliche med modsatrettet konklusion, nemlig at man ’ikke skal forfladi-
ge sproget’. Det er vel at mærke informanten selv der postulerer at klicheerne står i modsæt-
ning til hinanden ved i linje 13-15 at drage den alternative konklusion ’det er måske bedre
rigsdansk jeg vil have’. Som for yderligere at understrege modsætningen mellem klicheerne,
giver han efterfølgende sammenfatningen ’nu er jeg pludselig kommet i tvivl’.
Sekventielt sker der en interessant vending med interviewerens kommentar i linje 18-
19 som giver anledning til et intermezzo, en side sequence (Jefferson 1972), med ad hoc-
definition af ’rigsdansk’ og ikke mindst en karakteristik af dem der taler rigsdansk, ’det pæne
København og Århus, de store byer’, som står i social kontrast til ’det bondske nørrebroske’.
Lytter man til sekvensen får man umiddelbart en følelse af at den er en sidesekvens, en mu-
lighed for informanten til at få sagt noget han er sikker på, nu hvor han har afsløret sin ’tvivl’.
Intervieweren tilskriver sig selv uvidenhed, og informanten er hurtig til omvendt at tilskrive
sig selv viden ved at udlægge det angiveligt problematiske spørgsmål. Der kan således fra in-
terviewerens side være tale om en face-reddende handling (Goffman 1955) idet den gør in-
formantens problem med at komme til enighed med sig selv til et problem ved spørgsmåls-
formuleringen og termen ’dagligsprog’.
For gennemgangen af klicheer er det mere interessant at intermezzoet bruges som
springbræt til at introducere et nyt modsatrettet perspektiv i linje 30-31, og igen er det marke-
ret som oppositionelt til det forudgående med ’man skal heller ikke være affekteret’.
231