Hør dog hvad de siger - Note-to-Self: Trials & Errors

en værdifuld metateori. Jeg vil i det følgende forklare hvad jeg mener med socialkonstrukti-
visme, men også forsøge at forklare hvorfor valget af metateoretisk udgangspunkt måske i
virkeligheden ikke betyder alverden. Jeg håber på således at kunne afmontere en diskussion af
socialkonstruktivisme vs. realisme som alt for ofte bliver alt for frugtesløs; samtidigt med at
jeg viser hvorfra mine øvrige udsigelser skal ses, og hvorfra jeg tager en del af min faglige
retorik.
Mit socialkonstruktivistiske credo bygger på tre sammenhængende grundantagelser:
1. Virkeligheden er altid social. Der er ingen før-social virkelighed. Også den fysiske vir-
kelighed formidles til os gennem andres erkendelser gennem generationer (Foucault
1966 [1991], 1972 [2003]).
Eller måske rettere: den før-sociale, uudsagte virkelighed er mig inderligt uinteressant fordi
den verden jeg kan erkende altid allerede er kortlagt af andres udsigelser. Det interesserer mig
ikke om verden eksisterer hvis jeg lukker øjnene, det interesserer mig om mennesker tror at
den eksisterer, om det giver dem en følelse af sikkerhed eller usikkerhed osv.
2. Al social virkelighed er konstrueret – fordi mennesker har tænkt og udtrykt den (Ber-
ger & Luckman 1966 [1999]).
3. Alle sociale konstruktioner er virkelige – fordi mennesker handler efter dem, er de en
del af den sociale virkelighed, og dermed virkelige. Med Hans Finks ord er der tale
om de ”sociale konstruktioners virkelighed” (Fink 2004).
Spørgsmålet er ikke om verden er en social konstruktion. Spørgsmålene er, 1) ontologisk,
hvad det betyder at den er en social konstruktion, og 2) epistemisk, hvordan vi skelner mellem
gode og dårlige konstruktioner af verden.
Og svaret på de to spørgsmål:
1. Ingenting. Verden er ikke mere fragmenteret eller foranderlig fordi den anskues som
en social konstruktion. Lige meget hvor meget jeg ved at verden er en social konstruk-
tion, kan jeg ikke lave om på den. Der er jo netop tale om sociale konstruktioner, ikke
7