Hør dog hvad de siger - Note-to-Self: Trials & Errors

visse idealer om læring og om psykologi (hun er psykolog). Uanset om intervieweren altså
opfatter sig selv som repræsentant for disse holdninger, er det uundgåeligt at informanten ud-
trykker sine svar i bevidst stillingtagen til interviewerens (formodede) holdninger. Hun mener
derfor at interviewet kan ”opfattes som en situation, hvor diskurser [om læring] krydser klin-
ger og kæmper om at producere viden” (Tanggaard 2003: 22). Hun stiller spørgsmålene: ”kan
målet for et forskningsinterview eksempelvis primært være dissensus fremfor konsensus?”
og ”[k]an opfattelsen af formen på et interview udvides ved et fokus på kamp frem for fokus
på forskerens empatiske indlevelse med og intime nærhed til forskningens felt?” (ibid.).
Tanggaard lader spørgsmålet stå åbent, men rejser altså muligheden for et interview som står i
skærende kontrast til både det upersonlige positivistiske og de mere intime kvalitative inter-
views.
Almindeligvis vil de lingvistiske interviews’ krav til intervieweren ligne dem der gælder for
den kvalitative interviewer. De lingvistiske interviews ønsker nemlig også en form for data
der ligner naturlige data, og altså kun adskiller sig derved at forskeren har bestemt hvad der
skal tales om. De lingvistiske traditioner er netop interesserede i at sige noget om ”den sprog-
lige virkelighed” som den er når den ikke bliver iagttaget; hvis det viser sig at de interviewede
ville have talt anderledes uden for interviewet, er det derfor ubrugeligt. Tænkte man sig fx at
mennesker havde en særlig interview-sociolekt, så ville det sociolingvistiske interview blive
værdiløst. Og hvis det viste sig at informanter brugte særlige repertoirer eller argumenter når
de bliver interviewet – repertoirer som de ikke ville bruge hvis de ikke blev interviewet – så
ville den diskursive psykologis interviews være værdiløse. Selvom de lingvistiske interviews
altså kun beskæftiger sig med det sprog der rent faktisk frembringes (og ikke nødvendigvis
påstår nogen reference til verden-derude) undslipper de derfor ikke det problem at interviewet
kan udgøre en særlig genre som kan påvirke data. Hvor sproget som medium-traditionerne
kan kritiseres for at beskrivelsen af verden-derude bygger på sproglige data som ikke er uaf-
hængig af den aktuelle situation, så kan det lingvistiske interview kritiseres for at den aktuelle
situation måske frembringer sproglige data som ikke siger noget om den sproglige virkelighed
udenfor interviewet.
Endelig kan man, hvis man tager udgangspunkt i en vindue mod verden-opfattelse, kritisere
de lingvistiske interviews, og især de diskursorienterede, for bevidst at undlade at svare på de
spørgsmål man i virkeligheden er mest interesseret i. De fleste af de interviewprojekter der
bliver gennemført, ønsker jo faktisk viden om hvad interviewpersonerne mener og ikke bare
74