Hør dog hvad de siger - Note-to-Self: Trials & Errors

neutraliseringen af egen holdning, og for det tredje positioneringen i forhold til sociale kate-
gorier og dermed konstruktionen af en lokal identitet.
Med pragmatikalisering mener jeg den måde hvorpå informanten tilskriver relevant
mening til det spørgsmål han præsenteres for. Spørgsmålet forflyttes dermed fra den abstrakte
og kontekstløse sfære som det er skrevet i, til informantens umiddelbare livsverden – såvel
som til de temaer som bliver diskuteret her og nu i det aktuelle interview. Et spørgsmål om fx
brug af engelsk i hverdagen vil således blive tilskrevet betydning på en anden måde af en in-
formant der netop har fortalt om sin arbejdsdag med daglig kontakt med udenlandske kunder,
end af en informant der har fortalt om unges sjuskede omgang med dansk. Hvor spørgsmålet
således kan være intenderet som en generel indikator for informanternes engelskpositivitet,
kan det efter pragmatikaliseringen komme til at dreje sig om tilsyneladende helt andre
spørgsmål.
Med neutralisering mener jeg den hyppige tendens der er til at informanter svarer på
et spørgsmål som ”hvad mener du om X?” med en formulering af typen: ”jeg mener ikke at
Y” eller ”jeg er ikke en af dem der mener at Z”. I stedet for den positive tilkendegivelse som
spørgsmålsformuleringen lægger op til, finder vi altså ofte en negativ tilkendegivelse. Og vel
at mærke som regel en negativ tilkendegivelse over for en position som på en eller anden må-
de er ekstrem. Neutralisering er der tale om fordi informantens egen position med denne stra-
tegi kommer til at fremstå som ’ikke noget valg’, den eneste fornuftige ting man på nogen
måde kan mene, når alternativet er de andres absurde holdninger. Ofte vil ekstremiteten i det
modsatte synspunkt og neutraliteten i eget være sprogligt understreget med brug af henholds-
vis extreme case formulation (Pomerantz 1986) som ’altid’, ’alle’, ’fuldstændig’ og softeners
(Edwards 2000) som ’ikke sjældent’, ’nogle’, ’en del’. Ydermere er den neutrale tilkendegi-
velse ofte givet med en medlemskategorisering (Sacks 1992, Widdicombe 1998) snarere end
med en ’socialt neutral’ holdningstilkendegivelse. Vi ser altså at holdninger, i hvert fald
sprogholdninger til engelsk, på det helt eksplicitte plan tilskrives social værdi. Visse holdnin-
ger tilskrives visse grupper. Og når man påtager sig en holdning, påtager man sig også med-
lemskab af den tilknyttede gruppe – og omvendt, for at frasige sig medlemskab af en vis
gruppe, fornægter man at have visse holdninger.
Med brugen af ordet positionering peger jeg på den konstruktivistiske
socialpsykologiske retning der opfatter identitet som udfaldet af en social forhandlingsproces
snarere end som konstante indre størrelser (Davies & Harré 1990, Howie & Peters 1996,
Wetherell 1998). Positionering er den dynamiske identitetskonstruktion der sker i og med at
forskellige identitetskategorier bringes ind i samtalen som eksempler på hvad de talende er
227