Hør dog hvad de siger - Note-to-Self: Trials & Errors

samfundsborgere har vi formentlig allerede en ide om hvad det politisk (eller fagligt) korrekte
svar på spørgsmålet er, fordi vi har kendskab til den samfundsdebat det skriver sig ind i. Når
spørgsmålet formuleres, løsrives det derimod fra sin større kontekst.
Løsrivelsen fra socialt betydende kontekst sker selvfølgelig i et forsøg på at øge
spørgsmålets neutralitet. Hvis de sociale betydninger opregnes, vil spørgsmålet let kunne op-
fattes som ledende. Til gengæld rejses to metodiske spørgsmål. For det første om det er etisk
acceptabelt ikke at gøre informanterne opmærksomme på den sociale værdi af deres svar.
Groft sagt risikerer vi at dem der fremstår med ”de rigtige” holdninger, er dem der forstår in-
terviewets spilleregler bedst. På den anden side giver det sammenlignelighedsproblemer at
informanten selv introducerer kontekst for at besvare spørgsmålet. Det er et interessant empi-
risk spørgsmål om informantens redefinerede kontekst er den samme som spørgsmålsstille-
rens underforståede. Det er ydermere interessant om en evt. afvigende kontekst kan forklare
afvigende holdningsudtryk, og omvendt om lignende kontekster kan give udslag i forskellige
holdninger. Sådanne spørgsmål behandles i Kristiansen & Thøgersen (2006) og Thøgersen
(under udgivelse).
Pragmatikaliseringen går ud på at reformulere det abstraherede spørgsmål i hverdagstermer og
at (re)definere en (retorisk og social) kontekst til spørgsmålet. Spørgsmålet løsrevet fra kon-
tekst kan ikke besvares; først når det skrives ind i en for informanten relevant kontekst og
konsekvenserne af enighed og uenighed tegnes op, bliver spørgsmålet meningsfuldt og til at
besvare. Spørgsmålet skal med andre ord bringes ind i informantens livsverden før han kan
udtrykke en stillingtagen til det (Bourdieu 1999 [1973]). Dette kan gøres ved at projicere det
konkrete spørgsmål over i en eller flere klicheer 60 , med Billigs (1987) ord ’common places’
eller Drew & Holts (1988) ’idiomatic expressions’. Disse klicheer har ofte form af mundheld
eller endog ordsprog. Det er imidlertid sekundært, det vigtige ved dem i holdningssammen-
hæng er at de er overleveret ’færdigpakket’ med sprogligt udtryk og legitim og retorisk stærk
værdiladning. Når man har fundet den passende kliche, har man altså fundet holdning og legi-
timation i ét.
At klicheerne er retorisk stærke betyder at de er praktisk talt umulige at argumentere
imod. ”Man skal ikke smide barnet ud med badevandet”, siger man, og er dermed uangribelig.
Ingen vil argumentere at det faktisk er en god ide at smide barnet ud med badevandet. Det be-
60 Jeg bruger ordet ’kliche’ uden negativ ladning, synonymt med ’fast udtryk’ eller ’fast figur’. Når jeg alligevel
foretrækker ’kliche’ er det for at påkalde den oprindelige betydning af kliche, en trykkeplade som kan tages ned
fra hylden og give et forudbestemt resultat når en konkret opgave byder sig.
230