Hør dog hvad de siger - Note-to-Self: Trials & Errors

Ikke nok med at der ikke findes et fænomen uafhængigt af det erkendende subjekt, men sub-
jektet går altid til det fænomen der skal analyseres, med en for-forståelse af hvad det er. Med
moderne udløbere af fænomenologien som Derrida (1967a [1997], 1967b [2005]) og Deleuze
(2004, Deleuze og Parnet, 1984) radikaliseres denne tanke yderligere. Hos Derrida med en
grundlæggende mistillid til sprogets referencialitet, og dermed til hvad en beskrivelse er. Hos
Deleuze (og i Danmark Martin Fuglsang (1998), Fuglsang & Ljungstrøm (1999)) føres denne
tanke tilsyneladende videre sådan at teksten ikke så meget er en beskrivelse af noget uden for
teksten liggende, men måske snarere en begivenhed i sig selv – en form for poesi.
Til gengæld betoner fænomenologien også at mennesker deler deres væren-i-verden.
Selvom mennesker er vidt forskellige er vi grundlæggende udstyret med samme sanseapparat
og samme kognitive apparat. Der er dermed basis for forståelse af hinanden – ja faktisk kan vi
som sansende væsner slet ikke lade være med at forstå hinanden.
Kernepunktet for den hermeneutiske og den fænomenologiske analyse er at der ikke
kan skelnes mellem subjekt og objekt. Der findes ikke noget objekt uden for subjektet, og
samtidigt findes der ikke nogen erkendelse som er tømt for objekt. Hermed er etnografiens
problemer med beskrivelsens objektivitet forkastet som et pseudoproblem. Det er simpelthen
forkert at spørge efter en objektiv beskrivelse. Noget sådan findes kun som en abstraktion.
Etnografiens andet retfærdiggørelsesproblem er som sagt af etisk og politisk slags. Det drejer
sig om magten og retten til at beskrive andre mennesker som objekter. Det kan opfattes som
en utidig indblanding at nogle (sikkert velmenende) vestlige forskere kommer hjem fra feltar-
bejde og udlægger andre folks verdenssyn som fremmed og eksotisk. Særligt selvfølgelig når
der i beskrivelserne afsløres tabubelagte (i den snævre betydning) emner. Problemet er kun
marginalt relevant for mit projekt der ikke hviler på deltagelse i frugtbarhedsritualer eller lig-
nende. Alligevel synes det vigtigt at tænke de etiske aspekter ind i ethvert projekt der involve-
rer andre menneskers udtalelser 2 . For de større og mere overordnede diskussioner kunne man
2 Jeg kan give to anekdoter som indikation på at etiske spørgsmål også kan dukke op i interviews om ukontroversielle
emner. Den første er da jeg mødte en informant nogle uger efter at have interviewet hende, og hun udtrykte
hvor ubehageligt det havde været at deltage i interviewet. Hun havde følt sig tvunget til at svare på ting som hun
måske ikke følte særlig dybt for, og hun syntes hun kom til at fremstå som mere konservativ end hun opfattede
sig. Hun hører jo også selv sine svar, og hendes selvbillede bliver dermed påvirket af interviewet, ligesom det
fikseres for eftertiden som hendes svar (ikke den fælles konstruktion det snarere er). Selvom alle informanter er
anonymiserede, er det øjebnsynligt en ubehagelig erkendelse.
Den anden er at en informant under et interview begyndte at fortælle om sin søsters død. Fortællingen havde
ingen relevans for interviewet, men var en naturlig tangent. Jeg følte mig tvunget til at slukke for optagelsen
mens hun fortalte for ikke at optagelsen en dag skulle blive spillet for andre. Efter al sandsynlighed var der ingen
grund til sådan en forholdsregel – hun mente formentlig ikke at historien var særlig intim – alligevel føltes det
som det etisk rigtige ikke at stille hende i en situation hvor hun kom til at fortryde noget hun havde afsløret.
20