Hør dog hvad de siger - Note-to-Self: Trials & Errors

uger i stedet for journalisten den rejsende som metafor for denne opfattelse (Kvale 1997:
18). Andre forskere vil mene at det de siger om deres forskningsobjekt har en større grad af
robusthed; altså at hvis andre forskede i det samme ville de finde ”mere eller mindre” det
samme. De har i den forstand afdækket en ”objektiv” sandhed. Endelig i den mest ekstreme
ende af det konstruktivistiske kontinuum finder man visse moderne antropologer og etnogra-
fer for hvem analysens blik vendes indad, mod dem selv og mod den refleksion der sker i dem
selv under et interview. Her er det ikke en virkelighed der afdækkes, men fortolkninger af for-
tolkninger af fortolkninger der finder sted både i interviewpersonen og i forskeren (se Clifford
& Marcus 1986 for et indblik i denne diskussion). Antropologen Cecilie Rubow skriver om
sine interviews med ”almindelige mennesker” om døden og kirkelige døderitualer:
Efterhånden fortonede den konkrete rituelle hændelse sig, og i stedet dukkede fortolkningernes
komplekse orden frem, hvor indholdet i første, anden, tredje, fjerde orden hele tiden er i bevægelse
og indlejrer hinanden. Alle fortolker alle, og derved indskrev projektet sig som ”selv-antropolgi”
[…] dvs. en faglig refleksion over kultur og samfund i en verden, som selv reflekterer over kultur
og samfund.
(Rubow 2003: 239)
Rubows bog (2000) er en fascinerende fremstilling af denne selvrefleksive form for analyse.
Det centrale datakapitel (ibid. 77-114) er opstillet som to-spaltet tekst. I den venstre spalte
findes en fremlægning af citater fra interviewene og beskrivelser af religiøse handlinger set
udefra osv., som man forventer det af en kvalitativ analyse. I den højre spalte findes teoretiske
refleksioner der sætter informanternes svar ind i en faglig diskurs, regikommentarer til inter-
viewets forløb osv. Forfatteren reflekterer over sine egne refleksioner, og prøver måske at for-
stå sin egen forståelse af interviewene og informanterne. På den måde bliver forskningens da-
ta de forandringer der sker i forfatteren ved hendes møde med informanternes fortællinger.
Der er langt fra en sådan opfattelse af interviewet som lag på lag af fortolkninger, til den posi-
tivistiske forskers ideal om at ”læse spørgsmålet som det er skrevet og notere interviewperso-
nens svar præcis som det er sagt”.
Fælles for alle positioner i det konstruktivistiske kontinuum er dog en bevidsthed om at
det fortolkende led som forskeren udgør, spiller ind på forskningens produkt. Men graden af
subjektivitet kontra intersubjektivitet udgør altså et temmelig bredt kontinuum.
Bevidstheden om at forskersubjektet gennem sin fortolkning aktivt spiller ind på vi-
densproduktet, giver den kvalitative tradition nogle muligheder, men også et ansvar som den
positivistiske tradition kan frasige sig. Den kvalitative forsker har en ret til at fortolke sine
data mere frit og mindre tekstnært end sin positivistiske kollega; til at inddrage sin viden om
det samfund han udforsker og ikke bare gengive svaret på det enkelte spørgsmål. Men samti-
67