Hør dog hvad de siger - Note-to-Self: Trials & Errors

lokal. Der er intet der siger, at den informant der her fremstiller sig som liberal, ’slapper’ og
med anti-borgerlige idealer, ikke kunne fremstille sig selv modsat i en anden kontekst – må-
ske endda ville gøre det eksplicit og dermed vise at han forstår problemernes kompleksitet. Vi
ser faktisk eksempler på at der trækkes på forskellige idealer selv i det korte uddrag. Således
tales der om ’ikke at forfladige sproget’, et argument der tilhører et andet repertoire, et mere
konservativt og nationalt repertoire. De to sættes eksplicit som hinandens modsætninger, men
informanten erklærer sig altså enig i begge. Han viser dermed overbevisende at han er bevidst
om spørgsmålets konsekvenser og at hans stillingtagen til fordel for sproglig pluralisme ikke
er naiv, men afvejet i forhold til modsatgående idealer.
I klicheernes sproglige udformning finder man eksempler på den tendens jeg omtalte som
neutraliseringen. Bemærk hvordan i det mindste to af de ’mentale pejlepunkter’ der bygges
op, bygges op negativt. I linje 9-10 har vi ’[jeg mener] ikke at man skal forfladige sproget’, i
linje 30-31 ’man skal heller ikke gå hen at blive affekteret’. De fungerer dels som klicheer
som ingen på nogen måde kan anfægte. Ingen vil tale positivt om at ’forfladige sproget’. Når
man vælger klicheen at ’forfladige sproget’ har man netop valgt den ’konservative’ side i de-
batten. Havde man valgt den ’liberale’ ville man vælge en anden kliche, fx ’man skal lade
sproget udvikle sig’, ikke forsøge at forkaste klicheens fortolkning. Og tilsvarende med ’af-
fekteret’, naturligvis.
Den negative fremstilling har en ekstra styrke frem for den positive, fordi den forsky-
der informantens egen investering i emnet yderligere et niveau. Med introduktionen af kliche-
en kan informanten undgå at tage stilling til selve spørgsmålet, og i stedet tage stilling til en
prækonstrueret ’udtryk-holdning’-pakke. Med introduktionen af den negative strategi behøver
han ikke engang at gøre det, han kan nu nøjes med at forkaste en kliche som alle vil finde ab-
surd. I retorisk teori kendes denne strategi som at skyde mod stråmænd, og går ud på at man
opbygger et svagt underbygget vrangbillede af modstanderens argumenter udelukkende for at
undergrave det og præsentere sin egen konklusion som det eneste logiske alternativ. I hold-
ningsinterviewet følger den anden fase ikke nødvendigvis med. Her er det nok at forkaste en
absurd stråmand.
Edwards & Potter (1992, Potter 1996) beskriver hvordan et af de stærkeste argumenter
i en diskussion er at præsentere sig selv som disinteresseret (og evt. modstanderen som i høje-
ste grad interesseret). Med interesseret menes der hvor stor den argumenterendes egeninteres-
se, hans stake, er i debatten, hvor meget han har investeret, så at sige, og med disinteresseret
dermed en vis retorisk ligegyldighed over debattens udfald. En argumenterende der har meget
233