Hør dog hvad de siger - Note-to-Self: Trials & Errors

FIGUR 5. EN TYPISK HOLDNINGSYTRING.
Inform.: […] jeg er ikke # jeg hører ikke til den type der synes at s[/] alt # skal være dansk.
(…)
Inform.: […] så jeg er ikke sådan øh rigoristisk at haha det hele skal være dansk.
Det er interessant at se at holdningssvar ikke gives som ”jeg mener …” eller ”min holdning er
at …”, men derimod som ”jeg er …”, eller rettere som ”jeg er ikke …” Holdningsudtrykkene
gives altså ikke som udsagn om det objekt der spørges til (her engelske låneord); de gives som
udsagn om svarpersonen selv. Dermed rejses der fundamentale spørgsmål ved holdningers
natur. Det antyder at holdninger ikke, som positivismen ville mene, konstrueres som en indi-
viduel følelsesmæssig tiltrækning eller frastødning knyttet til et objekt, men måske snarere
som en markering eller konstruktion af social identitet. Et udtryk som ”jeg hører ikke til den
type der synes at alt skal være dansk”, konstruerer retorisk en gruppe der mener sådan, og
lægger afstand til denne. Informanten fortæller altså noget om hvilken type mennesker han
ikke vil associeres med, og indirekte hvem han vil associeres med – og kun indirekte hvad
han mener om det der blev spurgt om. Det må være rimeligt at fortolke et sådant udtryk som
en konstruktion eller markering af identitet. Ikke sådan at forstå at informanten virkelig er så-
dan som han siger, det ville være en forsimplet analyse, men sådan at han i den aktuelle inter-
viewsituation vil blive opfattet på en sådan måde. Måske er det en bevidst selvpræsentation
for at fremstå positiv i interviewerens øjne, måske for at afværge yderligere spørgsmål, måske
ved han ikke selv hvorfor han gør det eller ville i virkeligheden have gjort noget helt andet;
det er irrelevant, det relevante er at beskrivelse af hvilken slags person informanten er, bliver
bragt på banen. Hvis det viser sig at være et gennemgående træk at holdningsudtryk konstrue-
res som identitetsmarkører, så bør det få konsekvenser for den måde vi bedriver holdnings-
forskning, og for hvad vi bruger holdningsforskning til.
Der er ikke nogen skarp grænse mellem CA og diskurspsykologi, og den grænse der er,
kommer først og fremmest af at CA har sit udgangspunkt i sociologien og senere er blevet
adopteret af sprogvidenskaben, mens diskurspsykologien har sit udgangspunkt i psykologien,
men dog med en interesse for sprog. Man kunne derfor lige så vel kalde en retorisk analyse af
holdningskonstruktioner for en diskurspsykologisk analyse. Faktisk er en del af de forskere
der stod bag udviklingen af diskurspsykologien (først og fremmest Jonathan Potter, men også
fx Charles Antaki) på det seneste begyndt at omtale deres analyser som CA. Når jeg alligevel
opretholder en skelnen mellem CA og diskurspsykologi, er det for at skelne mellem på den
80