Hør dog hvad de siger - Note-to-Self: Trials & Errors

senterer sine resultater abstrakt og dekontekstualiseret, som om de var sprunget til live i denne
rene form. Jeg har i mit ph.d.-arbejde ønsket at bevare resultaterne som konkrete og kon-
tekstualiserede udsagn, placeret i den argumentative kontekst de optræder i, indlejret i de di-
skussioner de skriver sig ind i. Jeg giver derfor heller ikke noget nyt og ”rigtigere” svar i ste-
det for det svar som jeg forkaster. Jeg ønsker ikke at give en ny afrundende fortolkning som
kunne give tanken ro, jeg har villet udskyde og udsætte fortolkningen og kun ladet betydnin-
gen træde frem i fragmenter.
Formålet med at bruge en ikke-lineær præsentation
Flash-præsentationen giver mulighed for at leve op til nogle af disse idealer om flertydighed
og suspenderet forklaring. En del moderne antropologi og sociologi (Clifford & James 1986,
Bourdieu & Wacquant 2002, Mulkay 1991, Ashmore 1989, Jørgensen 2002) slås med det
grundlæggende paradoks at viden altid er lokaliseret, viden et sted fra, og forsøger som en
konsekvens at skrive sig selv ind i analysen, eller at analysere sine egne udsagn som blot et af
mange mulige udsagn. Man forsøger på forskellig måde at minimere objektiviseringen af det
objekt eller den kultur man beskriver. Enten ved at lade sine ’objekter’ tale eller ved at objek-
tivere sit eget udsagn 63 . Den akademiske skrivestil er grundlæggende en hindring for en sådan
proces, hvad der har fået nogle refleksivt indstillede forskere til at forkaste den eller bøje den
til det yderste (Ashmore 1989, Tyler 1986, Fuglsang 1998). Problemet er bl.a. at den akade-
miske eksposition altid har én stemme, forfatterens. Selvom forfatteren kan citere og dermed
lukke andre stemmer ind i sin tekst, er det altid forfatteren der har ansvaret for den overordne-
de eksposition, og som bestemmer hvem der må tale, og hvornår de må tale. Desuden har den
akademiske genre et normativt krav om konsistens, den må ikke være selvmodsigende. Der
må godt præsenteres modsigende argumenter, men uoverensstemmelsen skal så afgøres, eller
det skal vises hvordan den tilsyneladende modsigelse i virkeligheden bygger på enighed på et
højere plan.
Men mere grundlæggende end det, påstår jeg, kæmper teksten imod undergravningen
af sin egen objektivitet blot og bart fordi den nødvendigvis har en én-sporet fremadskridende
kronologi. Man kan ikke i en skreven tekst sige flere ting samtidigt (selvom skønlitterære for-
fattere har gjort forsøget, fx Madsen (2002)). Man kan ikke gå fra et punkt og videre til to for-
skellige beslægtede punkter, men må nødvendigvis vælge den ene før den anden. Endelig, et
63 Dvs. at gøre sine egne udsagn til objekt for analyse, ikke at påstå deres objektivitet(!)
247