Hør dog hvad de siger - Note-to-Self: Trials & Errors

Strukturelt falder informantens begrundelse i to dele, linje 5-14 som svarer på spørgsmålet
med lokale begrundelser og som konkluderes med et ’synes jeg i hvert fald’ og linje 16-126
som er den friere narrativ og personhistorie. Linje 16 kan ses som en indledende projektering
af ’nu kommer der en narrativ’. Overgangen markeres dels med et tydeligt temposkift i ret-
ning af det mere tilbagelænede, en lydlig indånding, og flere gambitter, dels med et skift i ni-
veau, fra at tale om hvad han ’synes’, projekterer han at ville ’forklare sit synspunkt’. Endelig
afsluttes turen med en dristig påstand: ”jeg kan slet ikke engelsk”, en påstand som ikke kan
siddes overhørig, og da slet ikke i et interview der eksplicit drejer sig om engelsk. Lige så klar
er afslutningen på sekvensen med de nærmest hviskede ’ja’er’ og de lange pauser, især den
nærmest demonstrative 5-sekunders pause der kun afbrydes af informantens rømmen.
Som argumentation betragtet viser begrundelsen for holdningssvaret nogle sære træk. Når in-
tervieweren spørger om en begrundelse for informantens svar, må det være ud fra en antagelse
om at begrundelsen på en eller anden måde viser en vis stabilitet, og at den så at sige går for-
ud for svaret. Vi forventer med andre ord at den er konsistent og planlagt. Men betragtes den-
ne argumentation statisk, som om den var en planlagt argumentation snarere end som om den
blev konstrueret løbende, viser den sig at være temmelig inkonsekvent. Argumentationen ho-
vedpunkter kan parafraseres som: ’Der bliver brugt for mange engelske ord i hverdagen’ (linje
5). ’Det mener jeg fordi jeg slet ikke kan engelsk’ (linje 16-18). Det underforstås altså at in-
formanten har problemer fordi der bruges et sprog han ikke forstår i hans hverdag. Men i linje
53, på interviewerens direkte spørgsmål, får vi så ’det giver mig ikke problemer i dagligdagen,
kun i forbindelse med rejser og udlændinge’ og (linje 63ff.) ’i hverdagen forstår man, eller
man spørger sig for’, med det underordnede belæg ’jeg forstår det meste fordi jeg har været
arbejdsleder’ (linje 67-68), et belæg som dårligt kan forstås som et belæg i en ’rationel’ argu-
mentation a la Toulmin (1958), men som snarere må forstås ud fra den identitetsfremstilling
som foregår ved siden af og henover argumentationen. Om man vil, kan man opfatte dette
som en argumentation med ethos-appel (Aristoteles 2002).
Argumentationen er grundlæggende selvmodsigende – problemerne er med engelsk i
hverdagen, men der er ikke problemer med engelsk i hverdagen. Søger vi entydige svar på
(naive) spørgsmål som ’hvorfor mener denne informant at der er for mange engelske ord’ el-
ler ’hvor oplever han at der er for mange engelske ord’, finder vi dem ikke. Det skal under-
streges at denne kritik kun rammer argumentationen når den løftes ud af sin interaktionelle
kontekst og forsøges generaliseret. I den lokale interaktionelle kontekst er der intet der tyder
på at argumentationen ikke opfylder sin funktion.
238