Hør dog hvad de siger - Note-to-Self: Trials & Errors

Klicheernes funktion er at de trækker det abstrakte spørgsmål ind i en hverdagskontekst. De
er udtrykt abstrakte uden reference til et konkret problem, og det er netop derfor flere klicheer
ofte kan bringes i diskussion med hinanden. På den anden side giver klicheernes normative
bud anvisninger til hvordan man handle i en bestemt situation og hvad man bør mene om et
konkret spørgsmål. Samtidigt introducerer de en (social) kontekst til specifikke spørgsmål så-
dan at de mere generelle konsekvenser af det kan analyseres. I eksemplet fortolkes det ab-
strakte spørgsmål om ’hverdagssprog i medierne’ som et spørgsmål der kan projiceres over på
generelle spørgsmål om ’at være ligefrem’, ’at kalde en spade for en spade’ og ’ikke at være
affekteret’, og i modsatgående retning ’at man ikke skal forfladige sproget’.
Bemærk dernæst at det er klicheerne som informanten binder sin holdning op på. De
bruges altså ikke bare som pejlepunkter til at diskutere sit svar, de træder simpelthen i stedet
for spørgsmålet og bliver det man tager stilling til. I uddraget sker det endda eksplicit idet in-
formanten i sit konkluderende svar, linje 37-38, gentager at han gerne vil have ’at man taler
lige ud ad landevejen’, om end med tilføjelsen ’der hvor de kommer fra’.
Den hverdagsretoriske informant tager altså det abstrakte spørgsmål om ’hverdags-
sprog i radio og tv’, fortolker det i forhold til prækonstruerede klicheer og svarer ved at ud-
trykke sin enighed til klicheen, ikke det oprindelige spørgsmål. Og dette er vel at mærke en
meget almindelig strategi, også blandt de resterende 48 informanter.
Ordvalget fortæller flere steder at det er sociale identiteter der bringes i spil snarere end et
valg mellem værdineutrale alternativer. Tydeligst er måske ’man skal ikke være affekteret’,
men også at ’folk taler lige ud ad landevejen’ og at rigsdansk er det man taler ’i det pæne Kø-
benhavn og Århus’. De to første præsenterer normative krav om takt og tone. Et brud på disse
klicheer er en overtrædelse af hvad det vil sige at være et godt menneske. Der er ikke tale om
et rationelt valg af den mest hensigtsmæssige omgangsform, men om ikke at fremtræde
som ’snobbet’ eller at ’tro man er noget’. Det sidste knytter sociale grupper til en bestemt
sprogbrug. En forkastelse af rigsdansk i medierne bliver dermed en forkastelse af (normerne
for sprog i) storbyernes velbjærgede kredse. Alle tre identitetspåkaldelser kan tages som be-
læg for at valget i den nye kontekst står mellem to sociale idealer, strammeren og slapperen
kunne man kalde dem. Det lader til at informanten er yderst følsom over for disse sociale ste-
reotyper – hvorfor ellers nævne dem – og at det er dem han tager stilling til snarere end det er
spørgsmålets mere neutrale formulering. Eller med andre ord, han konstruerer sig en lokal
identitet, og han sørger oven i købet for først at give sin udlægning af hvordan hans nytil-
skrevne identitet skal fortolkes. Det er vigtigt at understrege at denne identitetstilskrivning er
232