Hør dog hvad de siger - Note-to-Self: Trials & Errors

lige nybrud er sket ved at inddrage (sub)kulturer og communities of practice (Wenger 1998)
som variabler (Eckert 1989, 2000, Quist 2005).
I en del nyere etnografi (Clifford & Marcus 1986, Haastrup 2003, Rubow 2000) vendes det
refleksive blik ikke blot mod ens egen kultur, men også mod selve den etnografiske proces
som skriver den fremmede kultur i en rapport, og dermed så at sige fastlåser et billede af den.
Der er både etisk/politiske problemstillinger i denne proces og forskningsteoretiske. For at
tage den forskningsteoretiske først. Man må spørge sig selv hvilken status etnografens beskri-
velse af en besøgt kultur har. Der er ingen tvivl om at etnografien opstår i mødet mellem en
kultur og en fremmed i kulturen – etnografen. Uden et af de to elementer ville der ikke være
en etnografi. Men i hvor høj grad etnografien kan siges at være en beskrivelse af noget fore-
liggende-i-verden og i hvor høj grad det er en afspejling af etnografens fordomme, er nærmest
umuligt at afgøre. Og problemet bliver bare dobbelt af at etnografen både er analysator af de
indkomne data og selv fungerer som måleinstrument i og gennem sine deltagerobservationer
og udspørgen af informanter. Ikke bare kan han i analysen risikere at være blind for det han
ikke venter at finde i data, men det uventede finder måske ikke engang vej til data fordi han
ikke leder efter det.
Den kontinentalfilosofiske fænomenologi kan inddrages her. Fænomenologien giver ikke så
meget svaret på spørgsmålet om datas objektive sandhedsværdi, snarere forflytter den
spørgsmålet. Fænomenologien (Zahavi 2003, Psathas 1989, Wind 1979) og den nærtbeslæg-
tede hermeneutik (Gadamer 1975, Andersen 1979) følger af det tilsyneladende tomrum som
Hegels ”absolutte idealisme” havde efterladt erkendelsesfilosofien i (Bukdahl m.fl. 1979).
Kant viste at kategorier som tid og rum var bevidsthedskategorier og ikke objektivt tilstede-
værende i verden. Hegel viste at alle kategorier er bevidsthedskategorier. Skarpt sagt betyder
det at der ikke ligger nogen verden uden for den erkendende bevidsthed, ligesom der heller
ikke er nogen erkendende bevidsthed uden noget der erkendes. Og det gamle skel mellem er-
kendende subjekt og erkendt objekt må derfor opgives (Hartnack 1979).
Fænomenologiens projekt er at opbygge et apparat til at behandle denne nye enhed af
erkender og verden. Et første skridt er at forkaste tanken om et erkendende subjekt der står
uden for verden. Vi er altid allerede i verden, og en analyse der forsøger at tænke et objekt
uafhængigt af det erkendende subjekt, begår derfor en metodisk fejl. Næste skridt er at analy-
sere fænomenet ikke som det er i sig selv (for det er jo ikke i sig selv) men som det fremtræ-
der for (eller i) den erkendende. I Gadamers hermeneutik problematiseres tingene yderligere.
19