Hør dog hvad de siger - Note-to-Self: Trials & Errors

hvilket selvfølgelig også indebærer at udfordre andres stikken ud. Man kan sige at kvindernes
feminine identitet bygges omkring mange valgmuligheder inden for normen, mens en del af
mændenes maskuline identitetsbygning er at overskride og udfordre normen.
Et andet interessant aspekt som man ser ansatser til, er at de to køn konstruerer det helt
grundlæggende spørgsmål om ’hvorfor vi har ord’ forskelligt. Et par mænd afviser ‘body-
guard’ med argumentet ‘vi har allerede livvagt der er ikke noget behov for bodyguard’. Kvin-
derne (og størsteparten af mændene) ’ser ikke bodyguard som noget problem’, og de fore-
trækker derfor det engelske eller oftere ‘begge’. Det interessante er at bemærke hvordan det
første argument har præmissen at der skal være behov for et ord for at give det eksistensberet-
tigelse, det andet giver det berettigelse blot fordi det ikke er noget problem. Vi ser tilsynela-
dende forskellen mellem at konstruere sprog som et værktøj, der skal være så effektivt og
strømlinet som muligt, eller som en identitetsmarkør der skal have så mange udtryksmulighe-
der som muligt. Heraf følger det hvordan nogle mænd ved at konstruere sprog som et ’værk-
tøj’, fremstiller sig selv som praktiske, mens kvinderne ved at konstruere sprog som en identi-
tetsmarkør, fremstiller sig selv som kreative.
Spørgsmålet om hvorvidt og hvordan de kvalitative forskelle i diskursive repertoirer af-
spejles i de kvantitative forskelle i afkrydsninger kunne være emnet for en selvstændig, mere
teoretisk artikel. For indeværende konkluderer jeg blot at de diskursive repertoirer har et vidt
rum for fortolkning og bearbejdning. Vi har således set hvordan både ’arbejds’- og ’identi-
tets’-repertoiret kan bruges til at argumentere engelskpositivt såvel som engelsknegativt.
Samtidigt er der dog en tendens til at mændenes arbejdsrelaterede repertoirer oftere bruges til
at diskutere abstrakt engelskpositivt mens kvindernes fællesskabsargumenter bruges mere ab-
strakt engelsknegativt. Dvs. man argumenterer oftere for at der er behov for engelsk i forbin-
delse med arbejdet og at engelsk er en trussel for fællesskabet end vice versa. Og præcis om-
vendt gælder det for de tre konkrete ordpar: Man bruger oftere arbejdsrelaterede repertoirer til
at argumentere for at have ét ord for en ting (værktøjsmetaforen) og identitetsrelaterede til at
argumentere for at have flere (den bredere palet) end vice versa. Ydermere så vi hvordan
spørgsmålet om de konkrete ordpar ikke så meget drejede sig om valg mellem dansk og en-
gelsk, men mere var et valg mellem et markeret (dansk) ord og et umarkeret (engelsk); og
endvidere hvordan ’arbejds’- og ’konkurrence’-repertoirerne øjensynligt ser mere positivt på
at bruge det markerede alternativ end ’fællesskabs’-repertoiret.
132