Danske Studier 1910

SKARPHETTKRENS HUD 107
Derefter befaler Moses sine Folk at overholde flg. Renselsesceremonier
(V. 19 ff.): „Lejrer Eder uden for Lejren i 7 Dage! Enhver af Eder,
som har ihjelslauet nogen, og enhver, som har rørt ved en ihjelslagen,
I skulle rense Eder paa den tredje Dag og paa den syvende
Dag, I og Eders Fanger. Og ethvert Klædebon og alt Tøj af Skind og
alt, hvad der er gjort af Gedehaar, og ethvert Trækar skulle 1 rense*.
Og Præsten Eleaser befaler: „All det, som taaler Ilden, skulle I lade
gaa gennem Ilden, saa bliver det rent; dog maa det renses med Renselsesvandet.
Men alt det, som ikke taaler Ilden, skulle I lade gaa gennem
Vand. Og I skulle tvætte Eders Klæder paa den syvende Dag, saa
blive I rene; og derefter maa I komme ind i Lejren 1 .
I Oldtidens Rom spillede Laurbær en stor Rolle som Renselsesmiddel
for dem, der havde udgydt Blod. Naar Feltherren efter en lykkelig endt Krigdrog
triumferende ind i Byen, fulgte hai'S Soldater hans Vogn med Laurbær,
for at de derved kunde betræde Byen, ligesom rensede for Drabet
paa Mennesker 2 . Ikke alene Soldaterne selv maatte renses med Laurbær;
ogsaa deres Spyd og Lanser, Feltherrernes Risknipper (lasces), selv
den Brevtavle, der indeholdt Feltherrens Indberetning til Senatet, maatte
smykkes med disse Grene 3 . Man vil rense sig for det Blod, man har
udgydt, ved Hjælp af den hellige Laurbær, og derfor bliver Laurbærgrenen
ensbetydende med Sejr og Glæde. Man kan bære Grenene i Hænderne,
man kan tygge Bladene, eller man kan lægge dem under sig paa
sit Leje. Derved forstaas vel vor Talemaade: At hvile paa sine Laurbær;
det maa betyde aldeles bogstavelig: Efter lykkelig Nedsabling af sin
Fjende at lægge sig paa Laurbau'grene for at fri sig for de onde Følger
af Drabet.
Grunden til alle saadanne Forsigtighedsregler er Angsten for, at den
dødes Sjæl, der er blevet fri og mægtig efter at være skilt fra Legemet,
skal tage Hævn over Drabsmanden. Denne Frigørelse af Sjælen fra Legemet
sker netop ved at udgyde Blodet. Blodet tænkes Gang paa Gang
som et med Sjælen. 1 Mosebog, 9, 4 staar: Men Kødet med dets Sjæl.
dets Blod, maa I ikke spise. 3, 17, I I : Thi Kødets Sjæl den er i Blodet..
Smstds, 14: Thi alt Køds Sjæl er dets Blod.
Tanken, der bærer alle Renselsesceremonier, man underkaster sig
efter at have udøvet et Drab, er altsaa denne: Sjælen er Blodet, dette
Blod har jeg med Vold skilt fra Legemet og er maaske selv tilsølet deraf;
Sjælen vil tage Hævn, og jeg maa sikre mig ved særlige Foranstaltninger.
Ingen af mine Medmennesker vil have noget med mig at gøre, saa længe
de kan risikere at blive trukket med ned i Undergangen. Enhver er
sig selv nærmest.
Den samme Tanke fører imidlertid til Foranstaltninger af en helt
anden Art, hvorpaa det anførte Aladdinsted er et Eksempel. Man ræsonnerer
saaledes: Falder Blodet paa Jorden, tager den mægtige Sja>l
denne Jord i sin Besiddelse, og Mennesker mister Jorden, de kan ikke
1 Frazer, The Golden Bough I, 327 ff. har mange flere Exempler. '•' Festus,
Laureati milites; jf. Masurius hos Plitiius, Hist. natur. XV. 40. 3 Plinius, Hist.
nat. XV, 40.