Danske Studier 1910

14 AXEL OLRIK
Her lader den nære sammenhæng mellem navn og sagn næppe i
tvivl om, at han forst var en snejætte, der herskede over landet i
fjærn fortid og holdt det i kulde og elendighed, og efterhånden
blot blev til den grusomme tyran med „ulove" og uår. For en
lignende udvikling i Gylfeskikkelsen taler det, at han optræder i
forbindelse med den utvivlsomt mytiske Gefion.
Hvis vi fastholder denne mulighed, må vi tænke os Gylfe som
havkongen der har bolig på den sjællandsk-sydskandinaviske slette,
eller måske snarere i fjældet Kullen, der hæver sig over sletten og
løber langt ud i havet; her tænkte man sig ned i middelalderen
bolig for en mægtig, spående jætte, ligesom man troede det
samme om den i bjærget på Læsø boende Læ (o: havguden Hlér);
fra en sådan bolig kan han tænkes at skue ud over sit særlige
område, havet. Til denne havkonge som forste hersker kommer
da den plojende gudinde, og under skin af kun at bede om et
plovland vinder hun landet fra ham. Myten minder da om den
græske, hvor Athene og Poseidon trættes om Attika, og hun vinder
landet ved at skabe olietræet og dermed landets dyrkning. De
agerglade Sjællandsfarere måtte have samme fryd ved at plojegudinden
fravendte havherskeren det land, hvor han hidtil havde
været den enerådende.
Om denne opfattelse er rigtig, vil naturligvis i ikke ringe grad
afhænge af, hvad vi skal tro om Gefions væsen og dyrkelse, og
hvilken alder vi skal tillægge hendes skikkelse. Myten som vi nu
har den, er slet og ret en fortælling om Sjællands oprindelse, men
også som sådan må den være følt som stort og vægtigt fortidsminde,
dengang den fik plads på kongeskjoldet jævnsides Thors
kamp med Midgårdsormen.
II. Plovgudinden og hendes dyrkelse.
Når en genstand fra dagliglivet spiller en rolle i en guds
myte. har den ofte forinden spillet en rolle i gudens dyrkelse: og
således hænger det rimeligvis også sammen i Gefions plovkørsel.
Vi har indenfor den gotiske verden en plojning af religiøs art,
ved nytår eller fastelavn, — altså på en tid af året hvor der ikke
virkelig kan plojes i jorden; forskellig fra den virkelige forårspløjning
og fra de magiske eller religiøse handlinger der ledsager den l .
1 Mannhardt, Baumkultus 553—