Danske Studier 1910

FHKDERIKKK BRUUN 125
tidens Tyskland, har jo nemlig stillet sig under disse Mænds Fane. Forfatteren
siger selv (S. XII), at Paavirkningen fra England uden Tvivl er
den vigtigste af alle de ydre Aarsager, der hidførte den litterære Guldalder
i Tyskland; hvorfor da ikke vise os, hvad det værdifulde var, den bragte,
i Stedet for ensidig at fremhæve de Fejl, der klæber ved enhver Begyndelse.
Sagen synes at være den, at Forf. har interesseret sig mere for
— og mere studeret — Mennesker end Litteratur.
Man kan f. Ex. ikke værge sig for en lille Tvivl om, at han har
læst Gray's „Elegy". Den er jo slet ikke særlig melankolsk; en stille
vemodig Stemning er der over den, men det er der vel over de fleste
Aftendigte; Aarestrup har skrevet et „Aftensuk", men derfor bliver han
vel ikke en „yderliggaaende Repræsentant for Melankolien". Gray's Digt
er nærmest en Lovprisning af det stille Liv „far from the madding
crowd"; og det kan i Forbigaaende nævnes, at hverken han selv eller
lians Samtid satte det særlig højt; det er langt mere Eftertiden, ja Nutiden,
der har beundret det. Gray's Indflydelse har været overordentlig
stor og vidtrækkende — ogsaa hos os — men ikke i Retning af det
melankoliserende.
Og nu Young. Forf. dvæler længe ved hans „Nattetanker". Hvorfor
nævnes ikke hans „Conjectures on Original Composition". Den er dog
mindst lige saa mærkelig, har haft nok saa stor Eftervirkning, og den
har tilmed utvivlsomt haft langt større Betydning for Frederikke Bruun
end Nattetankerne.
Og endelig Sterne. Ja, det er ikke ualmindeligt at høre ham nævnt
som Føleriets Repræsentant. Men „sentimental" betyder i hans, og i Tidens,
Sprog ingenlunde det samme som for os nu (Dr. B. antyder det
selv), men nærmest „subjektiv" eller „lyrisk". Jeg skal ikke indlade
mig paa at følge hans mærkelige Bogs Eftervirkninger i Litteraturen;
men at Evalds Livsskildring, Baggesens Labyrinth og Heines Rejsebilleder
stammer i lige Linie ned fra den, er vel ingen i Tvivl om, og man vil
dog sikkert ikke i første Række betegne disse Værker som „sentimentale".
Nej, en Slægt, der udfører et Storværk som Litteraturrevolutionen i
Slutningen af d. 18. Aarh., den har siddet inde med andet end „Slaphed,
Nedtrykthed og Livstræthed." Unægteligt er der noget feberagtigt over
Tiden; men ikke sandt, vi ved dog, hvad Feber er: Legemets Kamp for
at skille sig af med de Stoffer, der maa og skal bort for Livets Skyld.
Det aandelige Liv leves vel ogsaa i den Henseende under samme Betingelser
som det legemlige.
Denne Karakteristik af Datidens „hele sygelige og affekterede Aandsretning",
det er den, som Begyndelsen af d. 19. Aarh. vilde have givet
den Tid, der især har været Genstand for L. B's Skildring, saa det er
forstaaeligt, at han er kommen til at dele den. Men naar har vel en
Tidsalder kunnet vise Retfærdighed mod sin nærmeste Forgænger? Hvorledes
dømte Realismen om Romantiken? Og se engang, hvordan man i
Sverige for Tiden dømmer om Firsernes Litteratur! — Vi, der er kommen
saa meget længere bort fra Tiden, skulde vi ikke kunne se lidt retfærdigere
paa den?