Danske Studier 1910

MOLBECH OG BREDAHL 41
sender Fru Rosenstand Goiske (Ny kgl. Saml. 4to Nr. 1990 r), og det
fremgaar ligeledes af det Brev, han Dagen efter, og de Breve, han senere
sender Ingemann (Breve til og fra Ingemann (1879) S. 337 ff.). Bredahl,
der hader at skrive Ansøgninger, vilde springe et Aar over, hvis Molbechs
Svar var gunstigt. For at fremskynde dette Svar, der ikke vil komme,
maa han ty til sin sædvanlige Hjælper i København, Venindens Søn;
han har, som det fremgaar af det nævnte Brev til Ingemann bedet Alfred
Rosenstand — ikke Faderen (som Udgiveren af Brevene antager), der da
var sindssyg — om at rykke Molbech for Svaret. Men her synes det,
som om den unge Rosenstand for een Gangs Skyld har undslaaet sig og
i Stedet har anmodet Fr. Paludan-Muller om at tage Affaire, hvilket denne
saa meget nemmere kunde, som Molbech jo beundrede ham. Har han
skrevet til Molbech, maa dette Brev være tabt, siden det ikke findes
mellem Molbechs Papirer; men hans Mellemkomst skyldes det øjensynligt,
at Molbech d. 3. December afgiver det længe ventede Svar.
Molbechs Svar er ikke bevaret; men Indholdet er kendt fra Bredahls
Breve til Ingemann (Anf. Sted S. 346 ff.) og til Edv. Collin (Borchsenius:
To Digtere, S. 65 — 6); men klarest Besked om Indhold og Virkningen
faar man dog gennem følgende udaterede paa een Gang harmedirrende
og vittige Brev til Fru Rosenstand-Goiske:
Kjereste Frue.
Endelig kom jeg da ud af en Drøm, der rigtignok blev nogle Maaneder
for gammel. I sit Brev til mig (hvilket Brevs største Glimmer
bestaar i Papirets forgyldte Kanter, saa at jeg kom til at tænke paa de
forgyldte Piller), i dette Pillebrev gjør Molbech nu paa dets hele første
Side saa mange Undskyldninger for sin lange Taushed paa min ærede
Skrivelse, fortæller mig om sin „betydelige Følelse af Undseelse" item: at
han „maatle besidde langt mindre Pligtfølelse end" han „dog virkelig har,
dersom han ikke erkjendte, at hans Pligt fordrede af ham, at han for
længe siden burde have" o. s. v. Hvilken Stiil af en Professor, som giver
Stiilregler for andre! Da han nu endelig er kommen til det Resultat at
hans Taushed ikke kan undskyldes, fornemmelig fordi „qui s'excuse s'accuse,"
saa griber han endelig ligesom i Fortvivlelse til „historisk" at berette
og tilstaaer: „at Svagelighed, Forretninger, disposition, Forstyrrelse"
(om Hjernens, veed jeg ikke) „og Adspredelse — endelig Vane eller rettere
Af vane — lettere faae mig til anvende 10 Timer paa mundtlig Samtale
end 1 Time paa at skrive eller besvare et Brev, som ei er et Forretningsbrev,
og som ei kan besvares paa Stedet. Jeg gjentager iøvrigt:
denne oprigtige Tilstaaelse kan forklare ikke undskylde min lange Taushed".
Dernæst fortæller han mig i Korthed: „Det gjør mig ondt at maatte
besvare Deres Spørgsmaal: om noget af de mig tilsendte Stykker egner