Danske Studier 1910

190 FRA SPROG OG LITERATUR
Dybde"), men det er ogsaa det hele. Men Frodings „Guitarr och Dragharmonika",
den eneste af hans Boger, der nævnes, er jo da mindre
Bondeskildring end de to Samlinger „Riiggler å paschaser*. Selv om
Forf. kan forsvare at overspringe Frodings eneste svenske Forgænger,
Fredreck på Ransatt og hans Viser, saa er Froding selv dog et af de
store Navne i Bondelitteraturen, alene ved den Indflydelse, han har haft.
Mon Karlfeldts Dalmålningar kunde være blevet til uden Froding som
Forgænger? Men Dalmålningerne er heller ikke nævnt, og de er dog i
vore Dage for Svenskerne næsten det samme som „Træsnittene" i sin
Tid var for os Danske.
At England næsten helt er oversprunget, kan Forf. selvfolgelig forsvare
— og gOr det — med, at dette Land savner en egentlig Bondestand,
selv om Landarbejderen repræsenterer det samme sociale Lag.
Derimod har Skotland dog virkelig en Bondedigtning af saa ægte en
Farve som nogensteds, digtet ikke blot om men af Bonder. Er det for
meget sagt, at i den skotske Bondedigtning, hvis storste Navn er Robert
Burns, der springer den Kilde, som er mest uudtommelig, den friske
Sprogforny eisens Kilde, som fremfor „ Bondeli vsskildringen" og „Bondelivs-Psykologien"
atter og atter har forfrisket vort tbrre Litteratursprog
og vedvarende kan forfriske det? Er det ikke det bedste Kendetegn paa,
hvilken Kraft og Sundhed der er i denne Kilde, at den ene Digtergeneration
efter den anden tyer til den? Men denne skotske Bondedigtning har
i hele Professor Paludans Afhandling kun syv — siger og skriver 7
— Linier.
Og hvad nu vor egen Litteratnr angaar, saa savner man Poul Mo'llers
udodelige „Lægdsgaard", uden Sammenligning en af de selvstændigste
Bondeskildringer i det nittende Aarhundrede, og endda en af dem, som
man, alene for dens store Popularitets Skyld, frem for alle kunde onske
at faa indordnet i Kredsen af nærstaaende Skildringer. — Fra del attende
Aarhundrede savner man Storms Dialektviser; selv om de hver for
sig ikke er betydelige, betegner de dog en ejendommelig Begyndelse af
noget, der forst langt senere voxer frem til Frodighed; tænk f. Ex. paa
Garborgs Haugtussa (der heller ikke er medtaget). Det samme gælder
Evalds Landsbyhojtiden, der er en ligefrem Forudsætning for Thaarups
Idyller, men som tillige har rent draehmannske Toner („Jeg sætter min
Hat saa hqjt som den bedste" o. s. v.).
I det hele har Forf. her som i Afhandlingen om Stilen forholdsvis
mindre Interesse for det historiske. Man faar ved Gennemlæsning af Afhandlingen
jævnlig en Fornemmelse af, at havde han set mere paa Historiens
Udviklingsgang, med dens uundgaaelige Pendulsvingninger, nu
til hojre og nu til venstre, vilde Dommen muligvis ikke være falden saa
streng ud.
Om denne, om Professorens Mening, er man som sagt næsten aldrig
i Tvivl. (Det gælder dog ikke Omtalen af Chr. Winthers Træsnit;
disse faar en særdeles smuk og hjertelig Omtale med en klar og retfærdig
Fremhævelse af, at deres idealiserede Karakter, som saa mange
har laget Anstod af, ganske naturlig hænger sammen med deres poetiske