Danske Studier 1910

FRA SPROG OG LITERATUR.
„MELLEM SEMESTRENE".
J. Paludan, Mellem Semestrene. Litteraturhistoriske og æsthetiske Afhandlinger.
Nationale Forfatteres Forlag. l'JO!).
Det har ikke været hyppigt, at der fra vort Universitet kom Bidrag
til dansk Litteraturhistorie; det maa derfor paaskSnnes, at Professor Paludan
har udsendt en Bog som ovennævnte. Vel indtages den storre Halvdel
af Bogen af en Afhandling om Troubadourpoesien — et Vidnesbyrd om,
at Forf. har bevaret sin Ungdoms Interesse for den franske Litteratur —
og falder saaledes udenfor vor Nationallitteratur, men de tre mindre Afhandlinger
drejer sig alle mere eller mindre om den og har alle Krav
paa Opmærksomhed.
Der er over alle Afhandlingerne et tydeligt Præg af Forfatterens
Ejendommelighed. De er ikke „upartiske" i den Forstand, at Forfatteren
overlader til Læseren selv at dømme. Han siger sin Mening uden Forbehold
og uden Frygt. Det giver noget personligt, som i og for sig er
tiltalende — det er ikke liver Dag, man møder en Mand, der i den
Grad har „le courage de son opinion". Mest tiltalende er dog den lille
Skizze, Nærodalen — „en æsthetisk Naturstemning" kalder Forf. den — og
det fordi den ikke blot er en Sidden til Doms over Digtere og Digterværker,
men fordi den fortæller om Forfatteren selv; ud fra hvad han
selv har oplevet og følt udtaler han sin Mening om de Litteraturretninger,
der bevæger sig paa et lignende Omraade.
Den anden Afhandling omhandler „digterisk Stil i dens historiske
Udvikling, især i nyere Tid". Dette interessante Emne er meget lidt behandlet
i vor Litteratur. Vilh. Andersens „Danske Studier" er vel det
fyldigste Bidrag hertil. Straks ved det forste Blik paa Prof. Paludans
Afhandling glæder man sig ved den rige Samling af Exempler; disse er
og bliver jo det vigtigste for et saadant Æmne. Den „klassiske" Stil behandles
med særlig Omhu; fyldigt og ofte særdeles rammende paavises
dens Ejendommeligheder. Næst efter den har Forfatteren lagt Vægten
paa Realismen og paa Symbolismen, hvor Eksemplerne i storre Omfang
er hentet fra vor egen Litteratur. Men mærkeligt nok for en historisk
Fremstilling springes vor Guldalderlitteraturs Stil næsten helt over. Ganske
vist nævnes af og til „Romantiken", men hvad der forstaas derved, er
ikke let at faa fat paa. Det hedder saaledes (S. 124) om Romantiken,
og Symbolismen, at i Ordets forgæves Kamp for at udtrykke det uud-