Danske Studier 1910

NORDISKE OG TYSKE HØNDERGÅRDE 115
ned igennem Middelalderen og til trods for deres indbyrdes afvigende
størrelser er blevne ansatte hvert til 1 mark i skyld; grundlaget for
denne Valdemarstidens skyldansættelse (census) har efter forf.s mening
snarest været den lovmæssige landgilde af jorden (derimod ikke'udsæden,
der på skyldansættelsens tid formentlig var adskilligt højere). Overhovedet
tænker forf. sig, at marken med de.ns underafdelinger (øre, artug) ikke,
som ellers antaget, oprindelig er en vægtenhed, men et kornmål. — Den
jydske guldvurdering opfatter forf. således at jord til otte mark guld udgjorde
et helt bol (fuld plovs land), og mener på denne måde bedst at
bringe overensstemmelse til veje mellem det jydske og det sællandske
bol. — De følgende afsnit handler om den svenske altung, der svarer
til det danske bol, om den engelske jard, samt om den angelsaksiske
stænderdeling, hvis oprindelse forf. vil føre tilbage til tiden inden Anglernes
og Saksernes udvandring til England.
Med andet bind, der væsentlig handler om det oldsaksiske og det
oldnordiske hus, kommer forf. nærmere ind på sit egentlige æmne. En
meget omhyggelig og udtømmende undersøgelse vier han først den saksiske
hustype: han fastslår dens mange forskellige afarter og dvæler
særlig længe ved det egentlige beboelsesrum, rummet omkring arnen, det
såkaldte flet, der er midtpunktet i huset, hvorfra husbonden på en gang
kan overse hele sin bedrift og da særlig det store logulv (dele) med
kobåse og hestestalde ved siderne. Ordet dele forklarer forf. vistnok
rigtigt som afledt af dal, så dets betydning bliver „den nedre ende af
huset" i modsætning til den øvre ende, flet; med diele (— dansk tilje,
bræt, planke) har det formentlig intet at gøre. Ordet siddels, der er
gængs i Holsten og Sydslesvig som betegnelse for hele arnerummet, er
efter forf.s mening nær i slægt med det sønderjydske sædehus og måske
afledet af dette ord (der iøvrigt også kendes fra nørrejydsk og i det hele
gammeldansk sprog 1 ). Forf. vil udlede den saksiske hustype af den oldsaksiske
sal (der opfattes som væsentlig overensstemmende med den nordiske
hal eller sal), dog således af salen i egentlig (snævrere) forstand
var forbeholdt de hojbårne („ædelingerne"), der udelukkende brugte den
til beboelse (og måske hestestald), medens selve den saksiske hustype,
der forener mennesker og husdyr under samme tag, hører hjemme hos
den jævne bondestand. I det hele må det kaldes en interessant og
frugtbar synsmåde, når forf. opfatter forskellen mellem den gårdtype,
hvor bonden selv bor sammen med eller i umiddelbar nærhed af sine
husdyr (den saksiske og for en stor del også den frankiske type), og den
gårdtype, hvor der — som mange steder i Norden — skelnes mellem
mandgård og ladegård, som udslag af gammel standsforskel, og i denne
sammenhæng får hans undersøgelser i første bog om forskellen mellem
det store nordiske og det lille tyske bol øget interesse.
Særdeles fortjenstfulde er også forf.s undersøgelser angående forholdet
mellem saksisk, frisisk og engelsk bygningsskik; han hævder, at det engelske
(angelsaksiske) hus så lidt som det frisiske synes at røbe slægtskab
med det oldsaksiske: den frisiske gård er kun tilsyneladende en
1 Se Kalkars og Feilbergs ordbøger (art. sædehus og siddehus).
8*