Danske Studier 1910

218 FRA SPROG OG LITTERATUR
XII. C. P. paataler tilsidst Dokumentationen af den Maade, hvorpaa
P.-M.'s Erindringer fra Præstegaarden i Kerteminde indflettes i Skildringen
af Adam Homos Barndomshjem i Præstegaarden ved Vejle.
V.A. udtrykker sig ogsaa paa dette Sted (II, 56f) halvt spøgende,
men mener fremdeles, at de fremhævede Smaatræk tjener ret vel til at
røbe baade Stedets og Milieuets og, især, Digterens Fynskhed.
Hermed har jeg søgt at gendrive alle Enkeltbederne i Hr. Carl S.
Petersens „Anmeldelse".
Saa vidt jeg ser hviler detle Angreb paa en Miskendelse af min
Bogs tydeligt udtalte Hensigt, i et typisk Eksempel at belyse den poetiske
Produktion gennem alle dens Stadier: de sjælelige Tilskyndelser (personlige
Forudsætninger og Oplevelser, litterære og historiske Indtryk m. m.)
— de digteriske Motiver — de poetiske Ideer. Vilh. Andersen.
ANTEGNELSER TIL DE „TOLV PARAGRAFFER"
Lad os tage Vilh. Andersens „Paragraffer" baglæns, ligesom han i
sin Bog jævnligt gør med Paludan-Muller.
XII. V. A. mener fremdeles, at de fremhævede Smaatræk tjener
„ret vel" til at røbe „baade Stedets og Milieuets og, især, Digterens
Fynskhed". C. P. havde altsaa Ret i, at Digterens Fynskhed, som ifølge
hans Daabsattest tør betragtes som en Kendsgerning, er det eneste, han
røber — hvis da Rimet gjeme—Ær'n'e er specifik fynsk. Ellers havde
V. A. næppe betegnet denne sin alvorlige Bevisførelse II 57 som „halvt
spøgende". Spøgende er det maaske nu ogsaa, naar V.A. siger (II 56),
at P.-M. „taler om Vejle-Vande og Vejle-Maane med samme Stolthed som
hans Bysbørn nu til Dags om Maauen i Kerteminde". For da ikke at
tage Sagen for gravalvorligt, skal C. P. oplyse, at en anset Litteraturhistoriker
af „Biblioteks-Skolen", der hvert Aar tilbringer sin Ferie i Kerteminde,
aldrig har sporet en særlig Forkærlighed for Maanen i denne
P.-M.'s Fødeby.
XI. Den lille Kim til Palmen Kaianus finder V. A. stadig er skælmsk
— „netop skælmsk*. C. P. finder stadig det samme. Men at det over
2 Sider lange diplomatarisk gengivne Brev, hvoraf Kimen er groet, nu
betegnes som „en meget spøgefuld Overgang", forbavser ham — og
med Rette.
X. C. P. indrømmer selvfølgelig, at det i Prologen til „Ahasverus"
omtalte Nakkehoved er det ved Gilleleje, og skal rette Vdg. III. 371 i
en eventuel ny Udgave. Men selv om Fyrmesterens Grav er en omdannet
Kæmpehøj og altsaa et „Fortidsminde", er det foreløbig kun et
subjektivt Postulat, at den „vil forekomme enhver, der ser den, som
gjort for Ahasverus til at putte sig i" (ti hvorfor?). V.A. har puttet
ham i den, enhver af os andre kan med samme Ret hale ham op igen. Men
alligevel regner V. A. altsaa dette subjektive Postulat — og af et saadant
alene bliver der aldrig nogen objektiv Sandhed — blandt de
„sikreste" Bidrag til at belyse „den digteriske Fantasis Evne til at om-