Danske Studier 1910

54 O. THYREGOD
somhed jeg og vistnok mange flere have meget at takke, og som en saadan
maa jeg for min Deel agte Dem. — Dette Brevs mulige Længde blev
virkelig seer jeg; men jeg skal ikke heller oftere besvære Dem med nogen
privat Skrivelse, gid jeg kun saasandt aldrig havde henvendt mig til Dem!
C. Bredahl.
Herpaa svarede Molbech ikke, saa Bredahl maatte bide Harmen i sig;
og som Reaktion mod den stærke Ophidselse indfandt sig (ifølge hans
egne Ord i et Brev til Velynderinden u /7 1837) en vis Sindsforknyttelse,
der i „langsommelig Tid gjorde mig ej alene uskikket til, men endog led
ved at skrive"; men han tog sig snart sammen, og faa Maåneder efter
sender han „Hagen Adelsteen", og saa modig blev han endog, at han
vovede at sende det til Norges Teater — ja dristede sig endogsaa til at
tilbyde Heiberg dette Arbejde, efter at denne saa venligt havde taget sig af
Knud Svendsøn. Men han havde ikke Held med sig.
Da F. L. Liebenberg senere tog sig af Bredahls Scener, fik han
Interessen vakt for dem og fik Paludan-Muller til at protegere den nye
Udgave, men glemte Molbech, der tog denne Tilsidesættelse meget unaadigt
op 1 . Bredahl prøvede nu at forelægge sine Værker sin Udgivers Bedømmelse;
men denne blev ikke som ønsket; d. 17. Januar 1857 svarer
Liebenberg (Ny kgl. Saml. 1990 r, 4):
Hvad de af Deres Manuskripter angaaer, som jeg har læst, tillader
jeg mig at gjentage mit engang givne Raad: at lade dem forblive utrykte
nu i al Fremtiden. Dette Raad kan naturligvis ikke være behageligt at
høre; men min Interesse for Deres Digternavn som Forfatter af de dramatiske
Scener gjør mig det til en Pligt at fremføre det. Naar de dramatiske
Scener staa alene, hævde de deres Digter en' udmærket Plads paa Parnasset;
men udkomme der fra samme Haand en Samling af andre Arbeider,
der paa ingen Maade kunne maale- sig med Hovedværket, saa
svækkes dettes Virkning og rokkes dets Stilling. — Jeg skulde næsten troe,
at Ingemann vilde raade det samme.
Nu slaar Bredahl sig til Ro — han søger ikke længere Forlægger,
men haaber paa, at Værkerne nok efter hans Død vil finde Udgivelse.
Liebenberg føler sig tilfreds med dette Resultat, og i et udateret Brev
trøster han saaledes:
... De skriver, at De vil lade de utrykte Sager ligge, og jeg maa
tillade mig et Par Bemærkninger derom. Jeg har nu læst baade Hagen
Adelst. igjennem og opfrisket de øvrige Mspter i min Erindring, og jeg ér
kommen til den Overbeviisning, at De ikke vilde gjøre vel i at udgive
1 Se: Christian Molbech og hans Søn Christian li. F. Molbech (1908) S. 140—41.