Danske Studier 1910

KBA DE SIDSTE ÅRS SPROGURANSKNINC. 131
De raabte: ach det er en himmelsk Engle-Lyd!
I anden Verden der maa være megen Fryd,
Naar slig paa Jorden er. De talte deri sanden;
Thi han ei eftergav paa Skaven nogen anden."
Efterat jeg gjennem „Nøglen" var blevet gjort opmærksom paa Spørgsmaalet
om, hvad det var for en By, Paars kom til fra Anholt, kunde
jeg, da jeg i min Ungdom læste de nys citerede Vers, ikke have nogensomhelst
Tvivl, saasom jeg lige saa lidt dengang var en lærd Mand som
jeg er det nu. Det var den første Gang jeg saa den Fremtoning, at
lærde Mænd ikke kunne læse. Senere har jeg tidt mødt den.
Den Omstændighed, at Holberg slettede Navnet paa Skagen det ene
Sted og glemte det paa det andet, turde være et yderligere Vidnesbyrd
om Rigtigheden af den Bemærkning, jeg andensteds har gjort: „Det er
ikke saa let at have Alting i Hovedet paa eengang."
FRA DE SIDSTE ÅRS SPROGGRANSKNING
VIII
(Fortsat fra s. 04)
William Sørensen
Til Torps to redegorelser for de nordiske sprogs oprindelige ordforråd
slutter sig som et vigligt tillæg FRANK FISCHERS Berlinerdisputats
Die Lehnworter des Altwestnordischen (Palaestra bd. 85, Berlin
1909). Den består af to dele. Den første del behandler låneordene
efter væsentlig samme principper, som jeg har fulgt i Fremmedordene
i det ældste danske skriftsprog, altså ordnede efter hjemsted og
mellemled. I anden del gennemgås de enkelte oldnordiske kilders låneordsforråd.
På en række punkter giver bogen anledning til fornyet
drøftelse af spørgsmål, jeg har været inde på i Fremmedordene, og
en del ord opfattes som låneord, som jeg ikke havde opfattet på denne
måde, og som ellers ialfald skulde have været behandlet. Af sådanne
kan nævnes ært Fl. byl. 93, hirth Jy. 1. 3. 11, [Vederl. to gange], Mut
Harp., pors Harp., soppæ Harp., synd Jy. 1. 2. 88, særk E. 1. 2. 1, Hald
Jy. 1. 2. 32, tundær Fl. byl. 91, Harp. stb. Ved den gennemførte sammenligning
mellem de vestnordiske og danske låneord får bogen øget værdi
for os.
Et hovedværk om vort ordforråds udvikling er VERNER DAHLERUPS
Ordbog over det danske sprog, som der nu foreligger et prøvehæfte
af; den søger at følge ordenes historie fra den ældste kendte form (dog uden
at gå ind på fjærnere etymologier) op til nutiden, og særlig lægger vægt
på at give betydningernes udviklingsgang. Efter det foreliggende første hæfte
at domme vil ordbogen blive både fyldig og overskuelig, to egenskaber,
man ikke noksom kan påskonne. Med hensyn til ordbogens ordning og
lign. kan her henvises til den fyldige redegørelse, Dahlerup selv har givet
i Danske Studier (1907, G5).
9*