Danske Studier 1910

116 KUI/TUK OG FOLKEMINDER
enkelt helstøbt bygning ligesom den saksiske, men består i virkeligheden
af en række forskellige „huse", samlede under fælles tag. Dog må den
ejendommelige frisiske byggemåde med det store tag, båret af to rækker
hovedstolper i stor indbyrdes afstand (c. 20 fod) sikkert gå langt tilbage
i Middelalderen, hvad der bl. a. ses af det hos Sakse bevarede sagn om
kong Gudfreds Friserskat: den skulde udredes i et hus på 240 fods
længde, bestående af 12 fag eller gulve, og når mønten kastedes i et
skjold i den ene ende af huset, skulde den kunne høres klinge i dets
anden ende. Dette sagn, der stemmer med en gammel frisisk lov, hvorefter
skattens mønt skulde kunne høres klinge i et bækken over 9 fag
hus, synes nemlig at vise, at de 20 fod lange fag eller gulve allerede i
den ældste Middelalder var i brug i Frisland 1 .
Ikke fuldt så tilfredsstillende er forf.s behandling af den sønderjydske
eller som han kalder den, den cimbriske (slesvigsk-ditmarsiske) hustype;
ud fra teorien om Sønderjylland som Anglernes gamle hjemland har
forf. en alt for stor tilbojelighed til at konstruere en særskilt sønderjydsk
gårdtype afvigende fra den i det øvrige Danmark gængse bygningsskik,
idet den i store strækninger af Sønderjylland almindelige enlængede gård
ophojes til det typisk „cimbriske" hus i modsætning til den firlængede
danske bondegård. Forf. synes herved at overse — hvad der bl. a. af
P. Lauridsen er blevet gjort gældende med stor styrke — at ligesom den
„danske" firlængede gård strækker sig et godt stykke ned i Nordslesvig,
således findes den „cimbriske" enlængede gård hist og her over store
strækninger af det sydlige Nørrejylland, fremdeles på Læsø, på de sydfynske
øer samt i ældre tid på Cåland. Forholdet mellem de to typer
er da ikke klaret ved at antage den ene for „cimbrisk" og den anden
for „dansk"; det er adskilligt mere indviklet end som så; måske skal
forskellen mellem enlænget og firlænget gård på dansk område slet ikke
tydes etnografisk, men hænger snarere sammen med en oprindelig ulighed
i kår og stand, der giver sig udslag i bondens nærmere eller fjærnere
samboen med sine husdyr — en synsmåde, som forf. selv andensteds
er dybt inde på, og som også støttes af det citat af Islandske
Æ ventyr, han anfører efter V. Guåmundsson 2 , og som går ud på, at på
mindre gårde i Danmark var det almindeligt, at man lige fra stuen gik
ud i stalden. Det havde sikkert været adskilligt bedre, om forf. havde
forfulgt denne tråd, i steden for at udtale (s. 518), at man ikke finder
spor af „dansk" indflydelse i den gamle „cimbriske" bygningsskik. Overhovedet
nærer forf. en vis overtro på den formentlig i den grå Oldtid
sledfundne „indvandring" af Daner tilJylland og skyder langt over målet
i sin iver for at efterspore dens virkninger endnu i vore dages bygningsskik,
ja han gentager endog den fra tysk side fremsatte løse påstand, at
Jyderne ikke er „vaskeægte" danske. — Og når forf. — her delvis i
tilslutning til P. Lauridsen — vil faslslå, at den typiske enlængede sønderjydske
bondegård har tærskeloen i midten, mellem stald og opholdsrum,
stemmer det næppe overalt med de virkelige forhold. I inventar
1
Sakse ed. Muller s. 437. — Henning, Das deutsche Haus s. 160.
GuSmundsson, Privatboligen paa Island i Sagatiden s. 65.
2 Valtyr