Danske Studier 1910

10 AXEL OLRIK
forste rige bygd mod syd. Imidlertid er der det mærkelige, at i
opskrifter fra folkemunde optræder sagnet aldrig med egenligt stedfæste
på to steder. Enten stammer de fra Disko og Diskobugten,
og da afhjemler de sagnet med rensdyr, kvanner og hullet i fjældet
1 , og synes kun at have mere ubestemte forestillinger om at
øen er kommen „søndenfra". Eller opskriften er fra Godthåb; da
véd den om den grundede stribe langs land,' som øen har efterladt
sig, da den blev slæbt nordpå, men véd lidet eller intet om øens
udseende.
Det dobbelte stedfæste (ligheden mellem Sjælland og Mælaren)
bliver da endnu mere enestående, jo længer man søger om sidestykke
dertil.
Det er ikke den anvendte formel (næssenes og vigenes lighed)
som dette gælder. Til den haves der sidestykke i et jysk sagn
om Sunds søs oprindelse: en ond herremands gård er forsvunden,
men jorden har flyttet sig en halv mil ind i landet; „deraf kommer
det, at man siger: Lindebjærg er kommen af søen; bakken
skal holde det samme i hojden som søen i dybden, hin har det
hojeste sted i den østre ende, og dær er og søen dybest" 2 .
Hvad der er at indvende, er at ligheden mellem Sjælland og
Mælaren så lidt kau gores til genstand for umiddelbar anskuelse;
den bar ikke det enkle naturindtryk der plejer at føde folkesagn,
men skyldes snarere betragtning og eftertænkning over en forud
given forestilling.
Man må vente — i lighed med alle andre sagn — at et enkelt
naturindtryk fra forste færd har sat den mytiske fantasi i bevægelse
enten i Sjælland eller ved Mælarens kyst; og der er da
ingen tvivl om, at det er på Sjælland sagnet har sit tyngdepunkt,
Typemæssig er det ganske som på Disko, hvor man har øens
frugtbarhed for oje og derfor er den slæbt did søndenfra; også
den urtids storvætte (torngarsuk) der spænder sin kajak for, 'er en
gentagelse af Gefions plojning, så nær som eskimoisk fantasi kunde
skabe den.
Går vi ud fra, at Gefions-myten egenlig er et sagn om Sjæl-
1
En afledt opskrift (nr. 4) beråber sig også på, at øen er hoj og snedækket
ligesom landet mod syd. Nr. 5 indeholder derimod kun en lærd geologs
iagttagelser, at dens ejendommelige stenart kan have frembragt forestillingen
om at den .hørte andensteds hjemme. Sikkert hjemlede er kun de mere materielle
iagttagelser over rener og kvannestængler.
2 E. T. Kristensen, Jyske
folkeminder, III 105 nr. 146.