Danske Studier 1910

220 FRA SPROG OG LITTERATUR
Rolle, om Virkeligheden og Digtningen passer halvt eller helt eller modsiger
hinanden; for passer de ikke, saa passer de alligevel, fordi Virkeligheden
da er omformet eller (I 141) skal skjules — kort sagt, de skal
passe, hvad enten de vil eller ej. Er der et genstridigt Aarstal som i
det foreliggende Tilfælde Generalinde Søltofts „sandsynligvis i 1835",
rettes det imperatorisk, uden Begrundelse, til 1836 (I 42); mangler det,
som ved Digtene „Sorgen", „Tilbagefald" og „Billedet", laves det (I
52, 81, 91), saa det passer til Hypotesens indre Grunde. Ringen er
sluttet. „Det er saadan".
IV. V. A. giver nøjere Begrundelse af sin Sammenstilling Alma-
Elmquist (??), men det er altsaa post festum. Synderligt nyt faar vi dog
ikke at vide, udover det, at L. E. havde dybe blaa og sjælfulde Øjne
(Alma: „Øjet, der Violens Farve fik"), og at Traditionerne om P.-M.'s
og L. E.'s Møde og Skilsmisse afviger indbyrdes. Mødet i Klubben
„Harmonien" er aabenbart lavet af V. A. efter Scenen i „Adam Homo"
og „Ivar Lykke" og dernæst brugt som Parallel til disse. At P.-M. første
Gang traf L. E. i „Harmonien", er altsaa et Postulat for at faa Ringen
sluttet. Der henvises til Aarhus Stifts-Tidende 1868 Nr. 270. Dér faar
vi at vide, at L. E.'s Fader var en munter og selskabelig Mand, medens
Almas var munter og uselskabelig — altsaa passer det. At Ordene:
„Billedet: Perlen" sigtede til, at samme Substantiv (Perlen) forekommer
som Betegnelse for Alma og i Digtet af samme Navn som Betegnelse
for Himmeriges Rige, faar vi bekræftet, og altsaa glipper Parallellen ogsaa
her. — V. A.'s gaadefulde Ord „Frygten for at betro sig helt til
den tilsyneladende lidet udviklede Veninde" forklares nu ved den haandgribelige
Selvmodsigelse, at „dette kan med Sikkerhed antages at have
været et af P.-M.'s stærkeste Motiver til ikke at forlove sig med L. E.",
men P.-M. vilde jo forlove sig med hende, „ligesom" Adam Homo
havde forlovet sig; det var L. E., som ikke turde, „ligesom" Alma turde.
Parallellen passer altsaa — d. v. s. tværtimod. Og lige saadan med de
„bange Anelser" hos den ene adskilte uforlovede og de to forlovede,
som først skal skilles. — I en eventuel ny Udgave af Udv. Sier. I, Indl.
22 skal C. P. gærne slette Charite Borch = Alma, men at sætte V. A.'s
Protegé i Stedet skal han vel vogte sig for.
III. De indre Grunde til, atL. E. har inspireret P.-M. til „Sejladsen",
faar vi nu post festum. De bestaar navnlig i følgende Parallel, om
hvilken Læseren selv maa afgøre, om den er sikker nok til at omstyrte
Traditionen, hvad den muligvis kan:
Billedet. Seiladsen.
Dit Billed fulgte mig: Dog — hvad vugges hist paa Dybets
Af Havets blanke LSølgeflod Vande?
Det yndigt liæved sig .... Samme Billed som i delte Bryst!
Da lyste klart dets Øiepar Dunkle Lokker om en yndig Pande,
Med overjordisk Ild, Øine, straalendo af Haab og Lyst.
Da bølged Haarefs rige Flod Frem mod mig det svæver fra det
Omkring den hvide Kind, Fjerne,
Da v;indred let den lette Fod .... Nær og nærmere paa lette Fod, ....