Danske Studier 1910

2 AXEL OLRIK
Sammen med kvadet har de norsk-islandske fortællere bevaret
en fremstilling af hele sagnet: „KongGylfe herskede i det land,
der senere blev kaldt'Sverig. Der fortælles, at han gav en omvandrende
kvinde til Ion for hendes underholdning et plojeland i
hans rige, så stort som fire øksne kunde omploje i en dag og
en nat. Men kvinden var af asernes æt, hun hed Gefjon. Hun
tog da fire øksne fra Jotunheim, men det var i virkeligheden
hendes sonner med en jætte, og spændte dem for ploven. Ploven
gik så hårdt og dybt, at den skar landet ud; og øksnene drog
landet ud i havet og vestpå, indtil de standsede i et sund. Dær
satte Gefion landet fast, og hun gav det navn og kaldte det Sjælland.
Men dær hvor landet var taget bort, blev der en sø, som
nu kaldes Mælaren i Sverig; og vigene i Mælaren ligger ganske
som næssene ligger på Sjælland,"
Således lyder beretningen i „Gylfaginning". Snorres Heimskringla
har noget lignende, men med afvigelse i udtrykket: „Hun
drog da til Jotunheim og fik fire sonner med en jætte, hun skabte
dem i okseskikkelse og spændte dem for ploven."
Sagnet optræder med dobbelt stedfæste: til Sjælland og til
Mælaren. Allerede Brage må vel snarest have kendt dem begge:
„vid" og „græsgangsø" betegner ret tydelig Sjælland; og „Danmarks
øgning", „slettens brudstykke" (vallrauf) antyder at øen er
skåret ud af et stort sletteland udenfor Danmark; „drog fra Gylfe"
kan næppe sige andet end, at øksnene — ligesom i den islandske
beretning — var spændt for landet og flyttede det hen til dets
nuværende plads.
Sagnet har altså stedfæste til to steder; men kun det ene er
det væsenlige. Gudindens handling går ud på at skabe Sjælland;
Mælarens tilblivelse er et biprodukt og kunde nogenlunde let undværes.
Danske, ikke svenske mænd har haft væsenlig interesse af
at skabe og bevare en sådan fortælling; og svarende dertil forekommer
den tidligst på kong Ragnars skjold. Formodenlig forudsætter
sagnet også et vist nærmere forhold mellem Sjællands befolkning
og Gefion, — men derom véd kilderne intet. Hvad véd
i det hele kilderne om Gefion?
Går vi til den gamle literatur, bliver udbyttet kun ringe. —
Ellers véd man altid om en guddom, hvilke andre giideskikkelser