Danske Studier 1910

ØNAVNE 205
2. Prof. S. kaster sig ivrig over den række personnavne, som
(O.Nielsen og) jeg har stillet ved siden af ønavnene; og denne gendrivelse
med dens hele apparat af citater og med de mange „findes
ikke" eller „mere end tvivlsomt" må for alle ukyndige gore en storartet
virkning. Den lidt mere kyndige vil snart opdage, hvorfra forskellen
mellem S.s og vor liste skriver sig. Det er ham f. eks. ganske ukendt at der
kan dannes stednavne af personers tilnavn; det er ham ukendt at døbenavne
og tilnavne går over i hinanden; og det er ham ligeledes ukendt,
at det nordiske ordforråd i ældre tid var langt mere fællesgotisk end
senere. Såsnart navnebøgerne eller såsnart hans sproglige kundskaber
slipper op, indtræder de særeste ting. Et personnavn som Såmr erklærer
han for „mere end tvivlsomt" (et blik i Landnåma eller andet storre islandsk
skrift kunde belært ham om det modsatte). Om Ramr erklæres
noget lignende (skont O. Nielsen meddeler det med kildecitat, og dets
forekomst tillige er behandlet i kommissionsbetænkningen „Dansk navneskik",
medunderskreven af J. Steenstrup). Tilværelsen af Vi'Mr benægtes
på det kraftigste (fordi prof. S. ikke véd, at navnet i middelalderen skulde
tabe sit -r). Og med værdighed forkynder han, at Lundgrens svenske
navnebog hverken har Autbrand eller Eybrand (idet det ikke er gået
op for ham, at i en svensk navnebog skulde han søge Øbrand under 0;
— og Lundgrens bog er hidtil kun nået til bogstavet L!).
Alt det positive som prof. S. véd om det til Øbranzø svarende
Øbrand er, at det findes i begge de norske navnebøger fra forskellige
egne og forskellige århundreder; dette — og en del omsvøb om andre
navne — er S.s bevis for navnets ikke-eksistens! Det er end ikke faldet
prof. S. ind, at selv om det ikke fandtes i nogen navnebog, og selv om
aldrig et menneske var bleven døbt sådan, men kun det enlige Brand
eksisterede, — så vilde dog Brand ude fra øen blive kaldt for Ø-Brand,
og øen selv kunde da kaldes enten Brandsø eller Øbrandsø.
Ordbøger er en nyttig ting, især når man også ellers kan lidt af
sproget.
3. Det er hos alle nutidens forskere fastslået, at de ældste former
byder storst sandsynlighed for rigtig tolkning; og i teorien understreger
prof. S. dette stærkt. I praksis kasserer han rask væk de ældste
former, når de ikke stemmer med den tolkning, som han
han har dannet sig ud fra yngre kilder:
1) Øbranzø (Vald. Jordeb.) „således har øen i Lillebelt sikkert aldrig
heddet; dens navn har altid været Brandsø, som endnu i vor tid er
øens navn. Det foransatte 0 skyldes enten en skrivefejl eller . . .". Så
sikker har prof. S. været i, at mit måtte være galt, at han ikke engang
har slået efter i O. Nielsens afhandling. Han vilde da have fået
den oplysning, at navnet ikke blot forekommer i Valdemars Jordebog,
men endnu brugtes 1530 (DMag. IV 178 orig. brev). Den tydning af
navnet, som han laver ud fra den moderne form, skal jeg siden komme til.
2) Alfse (Helmolds navn for Als) kasseres som svarende til navnets
tydning som „Alfs-ø".
3) Bars (Vald. Jord.) forkastes for det yngre Barsø, og det for-