Danske Studier 1910

202 KULTUR OG FOLKEMINDER
Ole den frøknes Død ved Hjælp af Guldet slet ikke fremme, — skont
det var en langt rigere digtersk Tanke". — Her synes der hos Forf. at
ytre sig et Krav om, at Digtningens enkelte Led helst skal stemme overens
med hinanden, saaledes at Digthelheden danner som et organisk
sammenhængende Hele. Jeg vilde over for et saadant Krav fremhæve,
at Digteren af det enkelte Sagnled maa have Ret til at forme det gamle
Stof og sætte nyt til efter sin Trang og Evne. Forf. kunde nok enkelte
Steder — ved Siden af at rette Blikket mod Sammenhængen i Overleveringen
— pege kraftigere paa, hvad der er Nyformning og Nyskabning
i hvert enkelt Tilfælde. Thi som det almindeligste kan vi sikkert gaa
ud fra, at hver ny Digtning om samme Person betegner noget afgorende
nyt enten i Handling eller i Opfattelse eller i bægge Henseender, og at
hver Digterfrembringelse er bestemt til at opfattes og forstaas som en Organisme
for sig. Vil vi først og fremmest se en ny Digterfrembringelse som
Led i den øvrige kendte Sagnsammenhæng, maa vi sikkert give Forf. Ret i det
ovenfor citerede. Men mig forekommer det, at man maa tage hver Digterfrembringelse
som et Hele for sig uden at kræve Overensstemmelse med
andre Sagn om samme Person. — Der har vel nok været fortalt tidligere
om Starkads Død; men ikke i den Form som i Dødskvadet. Der er god
Mening i, at Dødskvadet ikke har Interesse for et Motiv som det, at det
er det samme Guld, der har fremkaldt Starkads Niddingsdaad, som nu
volder Starkads Død. For at gore noget ud af dette Motiv maatte Forhistorien
om Kong Oles Død fortælles; men det har ligget uden for Digterens
Plan. Hans Emne er den sorgelige Modsætning mellem det, som
en Mand har været i sin fulde Kraft, og det han bliver i sin affældige
Alderdom, — det samme der fortælles saa gribende om den gamle Egil
Skallegrimsson —; Sagn om Starkads Død har kun været Digteren et
Vehikel for hans egen Stemning. Sandsynligvis er Dødskvadets Genfremstilling
af tidligere Dødssagn meget selvstændig. Ingjaldskvadet udtrykker
sig om Starkads Død paa en saadan Maade, at dette Kvads Forfatter i
hvert Fald ikke kan have kendt Starkads Død fortalt paa en blot noget
lignende Vis, som det sker i Dødskvadet.
Desuden har Digteren af Dødskvadet maaske ikke kendt Historien
om Drabet paa Kong Ole; i hvert Fald tror jeg, at han ikke har kendt
det Motiv, at Starkad køber sin Død med det samme Guld, som han har
faaet for sit Niddingsværk. — Historien om Kong Ole har jo sin naturlige
Slutning der, hvor Starkad dræber dem, der har købt ham til at
øve Niddingsværket.
Der er ojensynligt et Modsætningsforhold mellem Dødskvadet og
Prosaen om samme Emne. Sakse søger ganske vist at forlige Modsætningerne
saa godt han kan. Men man ser let Forskellen, naar man ikke
overfører Forestillinger fra den ene Beretning til den anden. For at
Modsætningen mellem Prosa og Vers ikke skulde træde for tydeligt frem
synes Sakse med Vilje at have udeladt noget af Digtet og indsat Prosa
i Stedet. — Medens Olrik opfatter Prosaen som noget oprindeligere og
Kvadet som en Udvanding af denne, mener jeg, at Kvadet er oprindeligst,
og at Prosaen er skabt for at forbinde Olesagn og Dødssagn.