Danske Studier 1910

A
46 O. THYREGOD
Var den ægte Kunstcritik ikke indslumret paa bløde velbekjendte Bolstre,
da vilde den troligen have røgtet sit ædle Kald til Advarsel for Kunstnerne
og til Kunstens Tarv. Min Stemme kan afvises med et Smil, og
jeg maa, naturligviis! fortæres af Misundelse, hvergang Døgnet bekrandser
sit Sangchors Isse.
De maatte nødvendig kunne vide, at den Adfærd, De havde isinde
at bruge imod mig, vilde foraarsage mig nogen Ulempe; men De kunde
ikke ane, at den mulig kunde foraarsage mig et Tab, som i min Forfatning
maatte være mig saare føleligt. Men nu kan De vel ane, at jeg
maa ansee Deres Undskyldning for ligesaa tom som en af de tomme, ei
alene paa Scenen reglementerede Former, her: Convenientsens. Til samme
Klasse maa jeg henregne Deres Forsikkring om den „megen Agtelse, hvormed
De henlever" min „ærbødige Tjener". Hvorfra skulde denne „megen
Agtelse" komme? De kan ikke have „megen Agtelse" (hvilket De ogsaa
tilstrækkelig har viist) for mig som Menneske; thi De kjender jo ikke min
Vandel. At De ikke kan have nogen, endsige megen Agtelse for mig som
Forfatter; det har De jo selv sagt mig — ret forepræket mig, og denne
Deres oprigtige Tilstaaelse er mig langt kjerere end Deres hyklede
„megen Agtelse". Hvorfor troe mig saa taabelig, at jeg skulde ville suge
paa den Convenientssut, De her vil putte mig i Munden, efterat De har
ladet mig vente i saamange Maaneder paa et — haanligt Afslag? —
Hvad skulle Kunster og Videnskaber til, naar de ikke kunne gjøre os
humane og liberale, saa at vi villigen lytte til det ædelbaarnes Stemme
inden i os uden at agte paa noget velbaarent Døgnskrig udenfor os? Hvi
fører De et: „Esse non viden" til Skjoldmærke, naar De er den tomme
Forms og Convenientsens Mand; thi disses hele Id gaaer ud paa: non
esse, sed videri. Hvorledes kunde De i Deres Undskyldning til mig
tage Deres Tilflugt til hine „historiske" Grunde, som — om De end ikke
selv straks efter havde fornægtet dem qua „historiske" — dog aldrig paa
mig kunde gjort det tilsigtede Indtryk ? Hvorfor ikke; det skal jeg sige Dem:
De er gammel og svagelig; jeg med; De er overvældet af Forretninger;
jeg har mine; men dersom Deres Forretninger ikke lønnede sig
bedre for Dem, end mine lønne sig for mig; da lod De Dem neppe overvælde;
— De er ikke altid lige „disponeret" til at iagttage Deres Pligter;
jeg ikke heller til at iagttage mine; men min Misdisposition vedvarer aldrig
i flere Maaneder: — De lider af uophørlig Forstyrrelse; min er ikke uophørlig;
men Ingen af os lider af Hjerneforstyrrelse, vil jeg haabe; Adspredelse
adspreder Dem; mig sjælden; mit Liv er alfor eensformigt; De
er en Træl af en Vane, eller rettere „Afvane"; jeg - af to; men jeg har