Danske Studier 1910

TO ANSØGNINGER TIL KREDERIK VI 139
aldrig skulde komme til at lide Nød under Frederik den Siettes Regiering.
For fire Aar siden allerede, da min yderlige Trang til en overordentlig
Understøttelse, for at sikkre mig imod den Skiebne, der nu er bleven
min Lod, begyndte, og jeg, der hidtil aldrig har kunnet komme saa
vidt, selv at hæve den mig allernaadigst forundte Pension, som jeg fra
Begyndelsen af har maattet anvise til Creditorer, allerunderdanigst ansøgte
Deres Majestæt om et Laan eller Forskud lovede Deres Majestæt
mig samme, saasnart Allerhøistsammes kongelige Privatkasse tillod det.
Jeg har siden den Tid stridt med Taalmod til det yderste, for ikke at
misbruge den beste Konges Gavmildhed med uanstændig Paatrængen —
jeg har solgt hvad jeg eiede, indtil Brixen, jeg laae og Stolen, jeg sad
paa; men jeg har med alt det ikke været istand til at stoppe de Huller,
mine alt for betydelige Tab havde giort i mit Udkomme. I en Række
af Aar har jeg forgiæves nægtet min Familie enhver Livets Behagelighed
og mig selv endogsaa dets almindelige Nødvendigheder for at afdrage
den gamle Gield, der bestandig hindrer mig fra, at komme i
fri Besiddelse af hvad Deres Majestæts Naade eengang har sikkret mig,
og som vilde være tilstrækkelig til mit Udkomme, hvis jeg havde det.
Men Sandheden er, Deres Majestæt, at jeg har betydeligen mindre end
Intet. Ogsaa har jeg en Tid lang maanedligen maattet tiltrygle mig
mit Brød af den, der hæver mine Vartpenge.
Under saadanne Omstændigheder er min huuslige Forfatning, især
i de sidste tre Aar (hvad der og omsider forbittrede mit af Naturen
elskende og muntre Lune) bleven grændseløs utaalelig. Med en nervesvag
bestandig lidende Kone, hvis Livs Redning afhænger af en Tilbagekomst
til et Clima, hendes Constitution kan taale — med en ofte
til fuldkommen Blindhed grændsende Svækkelse af mit Syn — og med
en Mangel paa alt, som den usleste, lever jeg — for nærværende Øieblik
— ene og alene af min Tillid til Gud og Kongen.
Jeg har altsaa fra min tidligste Ungdom studeret, arbeidet, kiempet
og lidt — jeg tør sige det: i min Konges, i mit Fædrenelands og i
Sandhedens Tieneste — udbredt paa Holbergs og andre mine udødelige
Forgiængeres Bane, det danske Navn i Litteraturen efter Evne —
afslaaet alle Indbydelser til Lykke udenfor mit Hiem — og opofret
mig en bestandig Virksomhed uden Hensyn paa m i n Fordel, for i mit
55 Aar at forgaae i Elendighed, hvis Deres Majestæt ikke har Medynk
med min Tilstand. Den er virkelig i alle Henseender utaalelig, og jeg
bekiender, at jeg trods min gamle Kraft og mit endnu unge Mod i dette
Øieblik havde ophørt at lide, hvis jeg ikke i sidste Instants regnede
paa min elskede Konges Mildhed som paa Guds.
Og visselig var Deres Majestæts Løftes, og min Bøns Opfyldelse,
sikker, hvis jeg kunde udfolde mit hele Liv for Frederik den Eiegode
og bevise hans Faderhierte hvad den Alvidende veed, at han redder
Hans Ham inderligst elskende Undersaat, en Mand, der i Hans Godheds
umiddelbare Omgivelse, hvergang han havde den Lykke at see
den Konge Ansigt til Ansigt, man har fiernet ham fra, følte, at han