Danske Studier 1910

FRA SPROG OG LITERATUR
FREDERIKKE BRUUN
Louis Bobé: Frederikke Bruun født Munter og hendes Kreds hjemme
og ude. Kbh. 1910, Hagerup. XXVIII+ 358 Ss.
Det er et særdeles interessant Emne, Louis Bobé har valgt til sin
Doktordisputats. Tiden er ubetinget den betydningsfuldeste i hele den
nordevropæiske Litteraturs Historie; og i den store Kreds af rige og ejendommelige
Personligheder, den fostrede, har han valgt en Kvinde, som
i mange Henseender er en fuldendt Type, og dog — eller netop derfor —
en fuldt udviklet Individualitet; og som endelig staar den særlig danske
Litteratur saa nær, at man ikke kan studere den uden idelig at skimte
hendes Skikkelse. Men for den almindelige Bevidsthed er Frederikke Bruun
egentlig ikke stort andet end dels en højst affekteret og i sin smukke
Datter forgabet Moder, dels en latterlig, døv gammel Kone, som var Skive
for de unge Skønaanders Spøg.
De mange og overordentlig værdifulde Bidrag til Forstaaelse af Tiden,
som Louis Bobé tidligere har tilvejebragt, berettigede til den Tro, at
han ogsaa her vilde kunne give noget mere end almindelig interessant.
Og Haabet er ikke skuffet — det maa man sige strax! For det er ikke
fri for, at Indledningen giver.en lille Forskrækkelse.
Den begynder meget lovende med den rigtige Iagttagelse, at „Oprindelsen
til det mægtige Opsving, der henimod Midten af d. 18. Aarh.
fuldbyrdedes i det aandelige Liv i Tyskland .... maa fortrinsvis søges i
Pietismen." Derefter paavises den engelske Indflydelse og dens Betydning
for Tyskland. Men naar Forfatteren derefter gaar over til at karakterisere
denne Tid, bliver den under hans Pen til en af de mest utiltalende.
„Unatur og Selvkoketteri", „Slaphed, Nedtrykthed og Livstræthed", „Sygelighed
og Affektation" angives som dens Hovedtræk. Og den ene af
Tidens Digtere efter den anden maa nu „stille til Klø". Young, Gray
(„en yderliggaaende Repræsentant for Melankolien i den engelske Litteratur"
!) Richardson, Sterne (hvis Føleri Forf. finder „nær beslægtet med
Hjerteløshed"), — af dem alle bliver Vrangen vendt ud, den Vrange, som
hvert Menneske har, men som dog ikke er Retten. Thi med fuld Føje
spørger man, hvorledes det dog kunde gaa til, at Mennesker af den Art
kunde øve en saa mægtig Indflydelse. Hele den Ungdom, der bar Frem.