Danske Studier 1910

MOLBECH OG BREDAHL 57
er — og efter de særegne Forhold, jeg befinder mig i, maa være —
saare ringe, indsaae jeg dog, at bemældte Stykke i sin oprindelige Skikkelse
ikke egnede sig til Opførelse paa det kgl. Theater. At Knud den
.Hellige" just ikke er en af mine Helgene og: at han i Stykket er mindre
til for sin end for Eivind Bifras Skyld (hvis Livsmarv Hævnsyge skulde
udsuge) — nu, ja: det har neppe været skjult for Deres Blik, og det vilde
slet ikke overrasket mig, om De havde hvisket mig dette i mit Forfatterøre.
Sagtens skulde Tilskuerne føle en Smule Medynk med min tragiske Helt;
men Portionen vilde blevet altfor tarvelig, dersom Einar og Helvig havde
fremstillet sig som Vidner imod den senere canoniserede Konge.
Med Taknemmelighed erkjender jeg den ufortrødne Opmærksomhed,
De har skjænket mit Arbeide, som neppe vilde dukket op paa Scenen,
dersom De havde misbilliget det; men heraf sluttede nu min Forfatterforfængelighed,
at Stykket har interesseret Dem, og er denne Slutning
end overilet, kunde jeg dog næsten ønske at forblive i min Vildfarelse.
Af al dette følger nu, at jeg vil foretage alle af Dem for'eslaaede
Forandringer, udelade Alt, hvad De anseer ubrugeligt for Scenen, og
takke Dem af Hjertet for Deres Bistand. Skulde jeg bede om Pardon
for noget, vilde min Bøn gjelde Eivind Bifras Monolog paa Kirkegaarden
og Ivar Rødskjægs Tiltale med nogle Smaaforandringer. Man kunde da
lade Lyden af Sangen (om ikke af Ordene) høres fra Kirken og minde
den af sin Dvale ved Ivar Rødskjæg vakte Eyvind om, at det „nu var
Tid", og han kunde da træde ind i Kirken under Sangens Slutning —
ei at tale om, at her ikke behøvedes nogen ny musikalsk Composition,
item at jeg slap med færre Ord — Alt paa Oeconomiens Vegne.
For lang Tid siden skrev jeg en Tragedie, som kaldte sig „Sokrates"
— et sørgeligt Indfald at gjøre en lidenskabsfri Mand til Helten i en
Tragedie! I bemældte Stykke grasserede ingen Fruentimmer, Xantippe
undtagen, som ikke drev noget Elskovsspil. Da en af mine Bekjentere
havde læst dette Stykke, sagde han: „Hvad tænker Du! Det gaaer Sgu
aldrig an, at her ingen Elskov er. Min Kone siger det samme". Jeg
blev da betænkt og føiede et Elskerpar til. Blivfer] nu nogen af det
smukke Kjøn fortrydelig, fordi der ingen Dame kommer i Knud, skyder
jeg Skylden paa Professor Johan Ludvig Heiberg.
Jeg udbeder mig Der[es] Mening om Pardonen kan indrømmes eller
ikke og tillader mig saa snarest muligt at sende Dem Stykket med de af
Dem foreslaaede Forandringer. ., , u . , ,
c Med Høiagtelse
Ds. Vbaarenheds
ærbødigste Tjener
C. Bredahl.