Danske Studier 1910

GRUNDLAGET KOR DET DANSKE RIGSSPROG 209
Grunde — endsige Beviser — for sine Paastande giver Dr. K. ikke.
Ligesaa vidtrækkende hans Teori er af Indhold, ligesaa knap er den af
Form. Den lyder saaledes:
„Grundlaget for det danske rigssprog er skabt af de mindst provinsbundne
i folket, hojadelen, hojgejstligheden og klostergejstligheden,
under stadig indflydelse på skriverne fra skolen og forskriften."
Af den sidste Sætning ses det, at det Rigssprog her er Tale om er
Skriftsproget. Længere fremme hedder det imidlertid:
„Sin afslutning får rigssprogsdannelsen i de store Sundbyer, København
og Malmø, hvor befolkningen er stærkt blandet, og i sit præg
bliver rigssproget en midtdansk sprogform. Da sællandsk ogsaa er en
midtdansk sprogform, er der selvfølgelig stor lighed mellem sællandsk
og rigssproget, men ikke paa grund af særlig sællandsk indflydelse
på dette."
Her synes at være Tale om Kigsmaalet. Da nu Udviklingen af
et fælles dansk Skriftsprog og et normeret (men ingenlunde fælles) dansk
Talesprog er saare forskellig, rnaa man undres over, at Dr. K. ikke holder
de to Sprog skarpt adskilte. Man er virkelig i Tvivl om, naar han
taler om Rigsmaalet, og naar om Skriftsproget, og kun af den Grund
har denne Forvirring mindre at sige, at hans Teori er lige uholdbar,
hvad enten han har ment, den skulde gælde Rigsskriftsproget eller Rigsmaalet.
Lad os prøve den overfor hver Del for sig.
Først overfor Skriftsproget. — I 13. Aarh. havde vi et sjællandsk
Skriftsprog, som direkte fortsættes i det 14., 15. og 16. Aarhundredes
Kancellisprog eller Statssprog, hvorimod dette paa alle væsenlige Punkter
afviger fra d. 13. Aarh.'s jydske og skaanske Skriftsprog. I 10. Aarh.
mødes Statssproget med et nyt Skriftsprog „Litteratursproget", saaledes
som dette finder Udtryk i Peder Palladius' og Chr. Pedersens Skrifter og
i det Værk, de begge havde været med til at skabe, Tidens Hovedværk:
Bibeloversættelsen 1550. Litteratursproget adskiller sig fra Statssproget
ved en enklere Ortografi og ved at autorisere mange unge sjællandske
Lydformer, hvor Kancellisproget holdt de gamle i Hævd. Brydningerne
mellem disse to Skriftsprog prægede det senere Rigsskriftsprog: de gamle
Lydformer bevaredes, men den ny og enkle Ortografi sejrede. Grundlaget
for begge Skriftsprog som for Resultanten, det nuværende Skriftsprog,
er Sjællandsk: Sjællandsk i 12.—13. Aarh. og Sjællandsk i lo. — 16.
Aarh. Men, kære Dr. Kristensen, mon vi ikke kunde blive enige om,
at i 12., 13. og 14. Aarh. havde Højadelen ingen Indflydelse paa Skriftsproget
af den meget simple Grund, at Højadelen (og for den Sags Skyld ogsaa
Lavadelen) ikke skrev. Dertil havde den Skrivere — og Signeter. Det
er først fra Slutningen af 14. Aarh., at man overhovedet begynder at bruge
Dansk i Diplomer, og disse er næsten alle af juridisk Art, aflattede af
Stedets Skriver og forsynede med Parternes Segl. I min Disputats har
jeg vist, at Diplomer kunde være udstedte af forskellige Adelsmænd,
men dog have samme Skriver. Officielle Skrivelser fra og til Regeringen
besørgedes af Kancelliets kyndige Skrivere; juridiske Diplomer
Mand og Mand imellem besørgedes af de lokale, noget mindre drevne
Danske Studier 1910 14-