Danske Studier 1910

M0LI3KCH OG BREDAHL 45
denne uforskyldte Krænkelse? Kunde det ikke have været nok at have
afvist mig? Nei derved kunde De ikke lade det beroe. Efterat en captatio
benevolentiæ til Dem selv havde faaet Dem til at lovprise det nærværende
danske Theaterrepertoires Fortrinlighed og Deres Publikums fortræffelige
æstlietiske og sceniske Sands og Smag lader De mig vide: at
mine Stykker saavel de, De havde læst, som de, De ikke havde læst,
ikke duede til en saa fortræffelig Skueplads, som den nærværende danske;
dernæst lod De mig vide: at et Stykke just ikke kunde siges at mangle
al scenisk Værd, fordi det ikke duede for den danske Skueplads, saasom
der gives mange Skuepladse, der staa langt under den danske. Af Frygt
for, at min Taabelighed endnu ikke skulde kunne forstaa Dem, tilføier
De efter ret at have betænkt Dem: at mine Stykker er ubrugelige for
enhver given Skueplads i vor Tid. Endnu har jeg ikke faaet nok; nu
skal jeg vide: at De hverken er kaldet eller opfordret til at afgive nogen
Dom over mine Skrifters absolute, æstlietiske Værd (som om det ikke
alt var skeet) — et Arbeide hvortil De mangler baade Tid og Tilbøielighed;
end kan De ikke undlade at give mig en spottende Anvisning
paa „Directionen in corpore" — ret som om jeg ikke maatte nøies
med den haanlige Afvisning, jeg alt havde faaet, men skulde hente mig
nok en dito hos det hele Corpus efterat dets censurerende Deel alt
havde fældet en apodiktisk Forkastelsesdom over de paagjeldende Stykker.
Hvorledes kunde jeg (endsige De) forlige Begrebet om Muligheden af en
saa total Uoverensstemmelse imellem Deres og Deres Collegers æstlietiske
og sceniske Anskuelser med Begrebet om Direktionens tilbørlige
Duelighed til at kunne sørge for Scenens Tarv? — Hvorfor behandle
mig saa ilde? Var det Aandsoverlegenhed eller Skadefrohed olier fornem
Ringeagt, som her fik en velbaaren Herre til at ville sparke mig som
en elendig supplicerende Fusker, ud i det yderste Mørke? Jeg stod i
den Vildfarelse, at De endnu var den samme Mand, hvis æsthetiske
Anskuelser forhen havde indgydt mig Agtelse for sig som Kritiker. Jeg
ansaae Dem for Kunstens sande Ven og troede derfor at kunne henvende
mig til Dem uden først at have udbedt mig Deres Tilladelse. Jeg er nu
kommen ud af min Vildfarelse — ikke: fordi mine Skrifter mishage Dem;
thi dette Begreb kan ret godt bestaae med mit Begreb om en god Kunstdommer;
men: fordi Deres Ros over det nærværende danske Theaterrepertoire
udstrækker sig endog til Produkter, som efter min (og mange
fleres) Overbevisning høre til de maadeligste. Ikke er det Overflod paa
sceniske Mesterværker, der har gjort Deres Publikum „kræsent"; men
det er Overflod paa noget, der foraarsager Overmættelse og Væmmelse.