Danske Studier 1910

38 0. THYHEGOD
Venner isinde at indsende det til Theaterdirectionen, hvilket de i modsat
Fald agte at undlade. Men saavidt mig er berettet, er Bredahl selv
uvidende om Tingen og skal ogsaa forblive det, indtil Vennerne overraske
ham med Beretning om, at hans Stykke er antaget. Det skulde altsaa
være et Slags Hemmelighed. Bemeldte Venner bemærke fremdeles, at de
have Hals og Haand over Stykket, og paatage sig at afskære og omskære
Productet, hvis dette efter Justitsraadens Mening kunde bevirke Stykkets
Antagelse.
Uagtet jeg nu nødig paatager mig slige Gommissioner, hvor Uleiligheden
egentlig gaaer ud over tredie Mand, har jeg dog troet ikke at burde
undslaa mig ved denne Leilighed, da Sagen angaaer en Mand, for hvem
Deres Velbaarenhed maaskee har nogen Godhed. løvrigt veed jeg vel allerede,
hvorledes Deres Dom vil falde ud, da jeg selv flygtigt har gjennemlæst
dette Product, af hvis Titel: „Ei blot til Løier" blot meget godt
kunde gaa ud; men for at have min Samvittighed fri, nødes jeg ikke
desto mindre til at oversende Deres Vbhed selve Værket, hvilket jeg saa
meget mindre tager i Betænkning, som det jo beroer paa Deres Tid og
Lyst, om De vil gjennemlæse det eller ikke.
Deres ærbødigst forbundne
Fr. Paludan-Muller.
S.T. Hr. Juslitsraad og Professor MOLBECH
Theaterdirekteur p. p.
Paa dette Brev har Molbech neppe givet skriftligt Svar, da der i saa
Fald sikkert var gjort Paategning derom paa selve Brevet, saaledes som
Tilfældet er med de andre Breve til Molbech, der er bevarede. Svaret
kan have været mundtligt — og det kan jo ikke nægtes, at Ordlyden
af Paludan-Mullers Brev gjorde det let for Modtageren at give et kort
affejende Svar.
Imidlertid har Vennerne talt saa meget med Bredahl, der stadig intet
har anet om, at det første Stykke var hos Molbech, om at forelægge de
senere fuldendte Værker for Molbech, at han næste Aar efterkommer
Raadet, og med en Fragtmand sender han ham selv fire Værker og anmoder
om velvilligst Bedømmelse.
Høistærede Hr. Justitsraad!
Jeg tør nok forudsætte, at de blandt mine Skrifter, der kalde sig
„Dramatiske Scener", ere Dem bekjendte; men, endskjønt jeg nu veed,
at de har Øie ikke blot for det feilfulde i saadanne Producter: saa veed
jeg dog derfor ikke, om De finder bemældte Scener bedre end maadelige.
Slette kan De dog ikke finde dem, med mindre jeg har misforstaaet Aanden
i Deres æsthetiske Skrifter. Hverken med Hensyn til Ds. Vbaarenhed eller