Danske Studier 1910

FRA DE SIDSTE ÅRS SPROGGRANSKNING 133
det svagtbojede drtgja). Lige så lidt er jeg ansvarlig for bestemmelsen
af AM. 24, 4to til o. 1280-90. Så vidt jeg ved, har alle, der har givet
sig af med dansk palæografi, sat dette håndskrift til sidste del af det 13.
årh., således Falæografisk Atlas både i teksten og i forordet, og det
må være med palæografiske grunde, dette skal modbevises, ikke med
sproglige (-maglæ, -wigh anfører fru Jacobsen jo selv i § 13 fra Vald.
jordeb., søsterhåndskrift til AM. 455, 12 mo , og Had. hdskr. har ganske
lignende ting, se MACHULE S. 3). Det er altså ikke min ringe autoritet, men
den samlede sagkundskab, fru Jacobsen bekæmper på grundlag af en
upålidelig udgave (formerne lothær og thau er udgiverfejl for dotheer og
thauær).
Men lige så meget som fru Jacobsen kan mangle i „lærdom", lige
så meget, og langt mere, har hun i form af ny oplysninger om gammeldansk.
Dersom man kunde betragte bogen under synspunktet: undersøgelser
af en række især sællandske sprogmindesmærker, vilde jeg vel
have et og andet at indvende, foruden hvad der ovenfor er sagt, men
særlig vilde jeg da takke forf. for det store og smukke oplysningsarbejde,
som her er præsteret. Der er først en undersøgelse af Eriks lovs sprogform
med stadigt hensyn til de andre lovhåndskrifter, Thorsen har udgivet.
(At Thorsen ikke har udgivet alle lovhåndskrifter, men kun et
ret snævert udvalg, synes fru J. undertiden at glemme). Alt væsentligt
synes at være kommet med (s. 44 er f. eks. glemt øllfijllæ 3. 19), og
behandlingen er i det hele klar. Dærnæst kommer en fræmstilling af den
yngre middelalders sællandske sprogform, således som vi finder den i
Lucidarius, Dyredigtet, Rimkrønike-hdskr. og P. Låle. Atter
her har man glæde af en mængde ny og gode iagttagelser. Aller mest
tiltalende forekommer mig dog de sidste hundrede sider, fræmstillingen
af kanselhsproget og refbrmantcrnes sprog med den smukke påvisning af
dannelsen af to danske skriftsprog samtidig ad forskellig vej. De mødes
i Bibelen fra 1550, kanselhsproget i kongebrevet foran, reformantsproget
i selve bibeloversættelsen. Det er da, vil man kunne skonne, en rig og
mangfoldig bog, vi her har fået.
Men der kan gores alvorlige indvendinger mod den. Forf. er et
udpræget bogmenneske og har ikke den følelse for formernes ægthed,
som kun den kan have, der har levet et samliv med dialekterne. Og
hun nærer ikke en gang respekt for lydlovene, hvad man dog bør gore,
til man beviser deres urigtighed. Kun ud herfra kan man forstå behandlingen
af lydgruppen did s. 46 (og 47, 110, 171), af nytæ (se ovenfor),
af f-u spørgsmålet § 115 og oftere, og af adskilligt mere.
Vi skal se på nogle af disse ting. Først da ald.
Fru Jacobsen nævner s. 46, at a kun er blevet o i et eneste ord
foran de forlængende eller labialiserende medlydsforbindelser, næmlig
foran Id i oldgarth Er. 1. 2. 30; medens vi ellers altid har « (sj. a) foran
Id i alle lovhåndskrifterne (kun wold- enkelte gange, men afgjort som
følge af w, sml. worlh-, won-), har vi o i dette ord både i Er. 1., Vald. 1.
og Sk. orbodemål. Herpå bygges nu en forklaring, at ligesom i sydvestjysk
(Fl. bylov) a blev o foran II (men NB. i alle ord: oli, stoll,