Danske Studier 1910

KULTUR OG FOLKEMINDER
BJOVULF.
Bjovulf oversat af Adolf Hansen og efter hans død gået efter og fuldført
samt forsynet med en indledning og en oversættelse af brudstykket om
Kampen i Finsborg af Viggo Julius von Holstein Rathlou. Udgivet
ved Oskar Hansen. Gyldendalske boghandel 1910.
Det var kendt for ikke få, at Adolf Hansen i de sidste år af sit liv
havde syslet med en oversættelse af Beovulfdigtet. Det var det sommerferiearbejde
han år efter år vendte tilbage til. Den hele dansk-sproglige
dragt det skulde have optog ham på det stærkeste; han studerede endogså
folkevisernes sprog, for at se hvor meget deraf der lod sig udnytte. Han har
udgivet en prøve af oversættelsen (Dansk Tidsskrift 1904) og enkelte
venner har set storre dele af hans håndskrift og glædet sig ved det på
én gang friske og vægtige værk som det tegnede til at blive.
Efter hans død ( 3 /2 1908) fandtes dog oversættelsen i ufærdig stand.
Den renskrift, hvori det meste forelå, lod åben plads for en del steder
hvis mening var dunkel eller omstridt; også skrivemåden af navnenes
former stod der ofte tom plads for: han havde til en begyndelse tænkt
sig den rent angelsaksisk, men blev efterhånden mere fortrolig med den
tanke at gore den ret nordisk; og det hele var overbroderet med en
uendelig mængde blyantsvarianter, henstillede til nærmere overvejelse.
Det var ingen let opgave, der af den afdødes slægt overdroges biblioteksassistent
Holstein-Rathlou, at gore dette arbejde trykfærdigt. Men
det er lykkedes på fortræffelig måde. Uden at trænge selvstændig ind i
Beovulfforskningens mange vanskeligheder har han fordybet sig i den
Adolf-Hansenske oversættelses ånd og stemplet alt til en helhed. Og når
man nu læser den som færdigt værk, må selv den der har kendt oversættelsen
forud studse ved det storværk her er skabt. Uden at bryde
med den angelsaksiske digterstils patetiske fylde og hang til at brede sig
i sideæmner ligger der for os et digterværk på det reneste og ypperligste
dansk, et værk som man nyder med sit øre og hvis indhold danner
billede for ens sans. Disse svulmende og dog stærke rytmer betager
en, så man ganske glemmer at sporge om kommentar til enkelthederne
— netop fordi hver enkelthed forsvinder ind på sin plads i
helhedsindtrykket. Digtets sidste store afsnit — heltens dødsviede drage-