Danske Studier 1910

136 FRA SPROG OG LITERATUR
stamme (og bevislig tildels stammer) fra den svenske forskrift, og den
såkaldte „tvelydning* af å til oa slet ikke minder om skånske, men netop
om ømåls-tvelyd. Imidlertid kan dette spørgsmål slet ikke afgores på
grundlag af Ivan, men her må håndskriftet Sth. K. 4 som helhed betragtes.
Skont dette bind fra først af har været to bøger, den ene (bl.
78—162) omfattende Ivan, den anden (bl. 21—77 og 1—20) omfattende
en stenbog (Slb.j, De hellige Kvinder (HKv.) og en krønike (Kr.), kan
der dog næppe være nogen tvivl om, at de er skrevne med samme hånd
(og på samme slags papir). Men forskrifterne har været ret forskellige;
dette viser sig især ved a-omlyden af kort u (Ivan altid u i mulen, gulfuit,
bud/i, fugel, bwe — de andre oftest o i brodel, skoten, smolæ, boqhæ,
bodh, stoffuæ; men også slwæ, hug, budh) og ved behandlingen af ia
(Ivan altid derffuer, selff, deffuel, skælffue, gerne — de andre også diæflæ,
sialff, sielf; Ivan aldrig ia i mialk, thianstæ, giald, snial, sialsiwnt,
kiape, som de andre har ved siden af te). Ivan og Stb. har uppa, Krøn.
ouæna, ofnce, som ellers synes at være en østdansk form. Former på
-er i hankon findes i Ivan og HKv.; Stb. og HKv. har jyskheder som
ænse, om væll (om megell), af (dersom), HKv. løss (læser). Stb. og HKv.
synes at gå tilbage til ældre grundskrift end de andre. Hvad der afgjort
er skriverens, er aa for a foran nn (vaan, saan, aan, haan, maan), ee
(sj. ææ, eæ, æe) i svag stavelse (enee, fruee, tagee, bestee, sæliee, castee,
timee, andree), brugen af oa, sj. ao for å (moa, goa, soa, sloas, bloa,
foa; mao, rao, aor), mélliom (Stb. også velliær koger), i for y (stirtæ,
licke, skild, slicker, miret, tictugh, lifftæ, blisel, kisser, titestland), endelsen
-ug {verdug, stadugh, mectugh, salugh, blodugh), ia i Marte, fiarde;
thom, sætte, sæt (satte, sat), væl, ingen forskel på hankon og hunkon i
artiklen. Alt dette er næmlig gennemgående i alle fire skrifter. Endvidere
hører til skriverens egne ejendommeligheder vist de ovenfor anførte
former for oldda. o : u og ia, som er gennemførte i Ivan og forekommer
spredt i de andre. At disse former viser østenom Sundet, synes
alt andet end bevisligt, men det vil være vanskeligt at henføre dem
til en bestemt dialekt; rent sællandske synes de ikke at være (særlig
melliom og hiarte-flarde) men der er så meget sællandsk deri, at jeg dog
ikke tror, det kan være langt derfra.
Hermed har jeg ingenlunde udtomt, hvad jeg i enkeltheder har at
indvende mod bogen, men jeg har hellere villet behandle disse enkelte
ting noget udførligere end antydningsvis røre ved en mængde ting. Men
endnu har jeg en meget vægtig indvending at gOre, og denne gælder
selve bogens grundtanke: at sproget i Eriks sæll. lov gennem kansellisproget
som mellemled er grundlaget for det nydanske rigssprog. Efter
læsningen af bogen står — hvis man antager forf.s mening — endnu en
række spørgsmål uløste. Nogle kan forf. med rette vise bort som hørende
til en senere del, dette gælder især den afgorende forskel mellem sællandsk
og rigssproget, at sællandsk er et trekonsmål, men rigssproget et
tok5nsmål, og dette kan ikke afvises på den måde, forf. ynder (f. eks.
navneord på -ere s. 72 og oftere, behandlingen af iu § 20G), med en
antydning af, at sællandsk vel også har tokonsrnål. Andre, som de nys