Danske Studier 1910

MOLHECH OG BREDAHL 47
uforsørgede Børn og trykkende, tunge Næringssorger (som De selv kan
understrege in mente); har De dem? Al dette behøver ikke at være
samlet for at kunne gjøre Livsveien trang for en Mand; men just dette Overflod
bør lære os ikke at krænke dem, der er stedte i samme Vaande som
vi, og derved forøge Vægten af deres Byrde. Veed De ikke endnu, at vi
snarere kunne vente os Krænkelser, Haan og Spot af Lykkens Børn end
af Ulykkens? Veed Deres Publikum det heller ikke, saa fyld en af de
tomme Former med denne Materie og lad dem komme paa Scenen! Frygt
ikke for Deres Publikums „Kræsenhed"! den vil ikke pibe her og gjøre
Dem en Undskyldning til Deres Retfærdiggjørelse (for ei at sige Reengjørelse)
nødvendig i Dagbladene.
Jeg fik et Vink om ikke at henvende mig til Dem; men jeg agtede
det ikke. Det er derfor nu gaaet mig som det gaaer den, der agter
hverken paa Tidernes Tegn eller paa venskabelig givne Advarsler, men vil
have Syn for Sagn, før han troer, og maa altsaa finde sig i den Ulempe,
der flyder af en saadan Uagtsomhed og Vantro.
Deres Forhold imod mig vil jeg offentliggjøre, naar Omstændighederne
byder det, men før ikke. Stor er den Formastelse, jeg i denne Skrivelse
har gjort mig skyldig i imod Ds. Vbhed; men desto kjerere maa det være
Dem offentlig at kunne beskæmme den formastelige, som, ser De nok,
ikke vil snige sig bag paa Dem. Ei heller skal jeg indsmugle noget under
et løiet Firma; thi har De ikke vidst det hidtil, saa vide De det nu: at
jeg er en ligesaa afsagt Fiende af al fornedrende Opvartning og Kryben
under litteraire Audienser som af al litterairt Smuglervæsen.
En Deel af den Agtelse, Skrivelsen skulde sluttet med, har Ds.
Vbaarenhed selv behaget at sætte en Pind for. End er det mig tilladt
at agte Dem som Videnskabsmand, og hvor ligegyldig og værdiløs denne
min Agtelse end maa være Dem, kan De dog ikke blive den quit — og
det er mig virkelig kjært, at jeg paa den Maade kan ærgre Dem lidt til
Gjengjeld for det, De veed nok. 6,_ BredahL
Efter i nogle Dage at have overtænkt Indholdet af dette Brev har
Molbech d. 16. December sat sig til at besvare det, og Koncepten til del
Brev, han øjensynlig først afsendte d. 19., er bevaret og lyder (det i
[Klammer] satte er Tilføjelser ude i Margen):
I en fra D. Velædelhed under 7de d. M. modtagen Skrivelse besværer
De Dem bl. a. over, at jeg alt for længe har opholdt Meddelelsen af den
Dom eller Meningsyttring over 5 dramatiske Arbeider, som De for nogle
Maaneder siden i to forskiellige Gange behagede at tilsende mig. Saavidt