Danske Studier 1910

132 FRA Sl'ROG OG LITERATUH
IX
To meget forskellige doktordisputatser fra de senere år handler om
gammeldansk lydlære.
Slesvigeren LAURITZ BOYSEN har i Kiel forsvaret Der Vokalismus
des Jydske Lov (Flensb. 1906). Bogen er nærmest et eksamensarbejde,
lille i omfang, men vidnende om stor og sikker belæsthed i den sprogvidenskabelige
litteratur. Den er noget vel „lærd", idet selve den jyske
sprogform i Ribehåndskriftet af Jy. 1. (AM. 286, fol.), som skulde være
indholdet, næsten bliver borte i mængden af grammattiske citater. Det
udbytte, man får i form af øget kendskab til gammeldansk, er dærfor
selv i forhold til afhandlingens storrelse (63 sider) ringe, og det er egentlig
en skam, for enkelte ting (behandlingen af thæn i indledningen og
forklaringen af nynord. ja som opstået af * æ-a g 45b) vidner om, at
forf. godt kunde have givet af sit eget i stedet for de mange andres
meninger. Stoffet er på ingen måde udtomt, efter en lydgruppe at domme,
som jeg af andre grunde har kendskab til. Af fræmstillingen i § 43 får
man ingen anelse om det mærkelige forhold, at fra 2. 23 afløses ia af
•iæ i hialpæ, fiarthing, skial, sialf (et lille tilbagefald til ia findes i 2. 51),
senere også i iamling; at betegnelsen således skifter midt i håndskriftet,
er dog ellers ganske mærkværdigt. Jeg har ikke haft lejlighed til ellers
at kontrolere, hvor udtommende stoffet er behandlet, men har i det hele
ingen tryg følelse i så henseende; hertil bidrager også, at de anførte
former som regel ikke stedfæstes. Forklaringen af yrctæfang (s. 50 2 )
er sikkert urigtig; den rigtige (— lat. usufructus) er fræmsat af DAHLERUP
i Festskrift til Wimmer s. 44 1 .
Københavneren fru Lis JACOBSEN f. RUBIN har skrevet en stor (næsten
300 sider i stort format) første del af Studier til det danske Rigssprogs
Historie fra Eriks'Lov til Ghr. III's Bibel. Denne første
del, lydhistorien (Kbh. 1910) er ganske forskellig fra Boysens. Fru Jacobsen
har ikke Boysens sikre kendskab til den grammattiske litteratur;
man savner på et afgorende punkt f. eks. BOBERGS undersøgelser i Arkiv
XII s. 315flg. og HESSELMANS Stafvelseforlangning (se DSt. 1904, 125),
medens en ret ligegyldig afhandling af KOCK i det næsten utilgængelige
Skand. Arehiv mærkværdig nok anføres s. 140. Som følge heraf får
undertiden en skyld for det, de er flere om, og syndebukken vilde vist
stå sig ved at få sine kammerater med. LUND er man jo vant til at
behandle noget overlegent, og dærfor ser det ret uskyldigt ud, når der
s. 69 står: Som Lund i Ordbog over Lovsjn-oget at identificere Verbet
[nytæ] med Vn. n/)ta synes urimeligt, da Lovsprogets nytæ i Betydning
svarer til Vn. njota. Men når man så ser, at Lund på sin side har
AXEL KOCK (SV. Ldsm. II, 12), BOYSEN (g 41a), LYNGBY (kun antydningsvis,
UB. 22 3 ) og endelig selve Eriks lov (partc. nyt 2.35 1.3), så tåler
Lunds opfattelse næppe så flot en afvising. Når ordet hverken i lyd eller
bojning stemmer med vestnord. njåta, så kan betydningen alene ikke afgOre
sagen (sml. til modsat side, at Sk. 1. har et stærktbojet drtjghæ I.
157 — 9. 3, partc. drughit I. 88, mgl. i R, medens vestnord. kun kender