Danske Studier 1910

TO AKSØGNINGER TIL FREDERIK VI 137
nævnte, burde have været slutbehandlede i denne bog, men når ikke
længere end til et stort spørgsmålstegn. I mange henseender tror jeg
også, forf. opkonstruerer det historiske grundlag for sin opfattelse uden
tilstrækkelig soliditet. Jeg ser endnu, trods fru Jacobsens store udredning,
væsentlig på sagen som for, at grundlaget for det danske rigssprog er
skabt af de mindst provinsbundne i folket, hojadelen, hojgejstligheden og
klostergejstligheden, under stadig indflydelse på skriverne fra skolen og
forskriften. Ad den vej har kansellisproget allerede tidlig fået en stor
fasthed (og dette er for første gang udmærket dokumenteret af fru Jacobsen),
medens bogsproget i middelalderen endnu kun når en tilnærmelse
til fasthed, idet skolens indflydelse her næppe har været så stærk. Ved
reformationen og bogtrykkerkunsten kommer bogsproget ind i en ny hurtig
udvikling fræm mod ensartethed (også dette påviser fru Jacobsen klart),
og dette under stærk indflydelse af en sællandsk forfatter (Kr. Pedersen),
som dog ikke kommer til at give bogsproget det endelige præg. Sin afslutning
får rigssprogdannelsen i de store Sundbyer, København og Malmø,
hvor befolkningen er stærkt blandet, og i sit præg bliver rigssproget en
midtdansk sprogform. Da sællandsk også er en midtdansk sprogform,
er der selvfølgelig stor lighed mellem sællandsk og rigssproget, men ikke
på grund af særlig sællandsk indflydelse på dette. Således forstår man
let de afvigelser fra sællandsk, der forener rigssproget med de andre
mål. Hvor skånsk og jysk står sammen mod sællandsk, har rigssproget
meget sjældent den sællandske form.
Spørgsmålet er af gennemgribende vigtighed for forståelsen af det
danske sprogs udvikling, og dette må undskylde den plads, jeg har lagt
beslag på til indvendinger mod et værk, som jeg trods alt anser for et
ualmindelig værdifuldt bidrag til oplysning om vort modersmåls historie,
ikke mindst værdifuldt ved den modsigelse, det må vække på mange
punkter. jl/ j{r_
TO ANSØGNINGER TIL FREDERIK VI
[De to Ansøgninger, som her meddeles, findes i Rigsarkivet blandt
Møstings Forestillinger m. kgl. Resol., og de giver Indtryk fra Tiden efter
den Baggesen-Oehlenschlagerske Fejde, nemlig den mere private Side.
Oehlenschlåger sad som Professor i Æstetik og med Indtægten af sine
Skrifter forholdsvis godt i det; Baggesen var derimod trods sine Vartpenge
ude i rent fortvivlede Forhold og egentlig uden Udsigt til at komme
ud over dem. De to Ansøgninger er karakteristiske for deres Forfattere.
Fra Oehlenschliigers lille „ved Gud" til hans Forglemmelse af Dato vidner
hvert Ord om en Nonchalance, hvortil Baggesens Tryglen og højtidelige
Forsikringer danner en ikke mindre karakteristisk Modsætning.
Saa forskelligartede de to Ansøgninger var i Form og Fordring, fik
de dog samme Resultat. Kongen sendte dem til Finansminister I. S.
Møstings Erklæring, som 13 /s 1819 meget stærkt fraraadede at bevilge
dem; han gør opmærksom paa den daarlige Sikkerhed, der tilbydes (af
O. tilmed slet ingen!) og fremhæver, at B. og O. som Embedsmænd,