Danske Studier 1910

DANMARKS HKLTKDIGTNING 201
Sagnudviklingskæde fra den forste dunkle Stamfaderskikkelse indtil denne
meget „historiske" Frode den fredgode".
Det er uundgaaeligt, at der i saa vidtspændende en Udvikling med
saa mange ny Synspunkter som Olriks Bog er Steder, hvor man ikke
føler sig fuldt overtydet af Forf's Anskuelser og Beviser. Jeg skal fremdrage
nogle Partier, hvor jeg finder, at Problemerne endnu ikke er helt
løste, hvor Anskuelser, der afviger fra Forf.s, med Grund kan gores gældende.
„For den rige danske Starkaddigtning i 10de Aarh.", hedder det,
„har Vikingekredsen været af yderst ringe poetisk Værdi — —; men i
Ilte og 12te Aarh. har norske Skjalde taget den op — modtagende den
i Arv fra nordiske Vikinger i Østen — og har ved at indpode Motiver fra
Lejrekredsen skaffet den storre Fylde". Vikingekredsen skulde være bragt
til Norge ved dette Lands Forbindelse med de østlige Nordboer, særlig
ved Harald haardraades Ophold i Rusland. Forf. mener, at der maa
have været et Kvad, der indeholdt Minder om Nordboernes Indtrængen
i Rusland ved Aar 850, som fælles Kilde for Dødskvadet og Ungdomskvadet
i deres Besyngelse af Starkads Vikingeliv i Østerveg. — Denne
Vikingedigtning om Starkad, der skulde være opstaaet i meget gammel
Tid blandt Nordboerne i Rusland, maa jeg stille mig tvivlende overfor.
Det er vist overflødigt at tænke sig en østnordisk Kilde, der skulde have
tilført den norske Starkaddigtning Østervegsbedrifterne. Det forekommer
mig, at Østervegstogtene ikke behøver at opfattes som synderlig ældre
end eller væsensforskellige fra Fortællingerne om Søkampen mod Ker eller
Tilfangetagelsen af Dublins Konge, som Forf. betragter som Nydigtninge
fra Tiden omkring Magnus Barfods Vesterhavstog. Eller rettere: Starkads
Østervegstog maa, for saa vidt de har afsat Mærker i Braavallakvadet,
være opdigtede for dette; men jeg ser ikke nogen Grund til, at de ikke
skulde være opdigtede i Norge, uden nogen som helst, hverken poetisk
eller historisk, Kilde i Rusland. Østervegstog hører jo til det almindelige
norrone Fortællings-Gods. Baade Gunnar paa Hlidarende og Bjorn Hitdælakappe
og Egil Skallegrimsson og andre Sagahelte drager jo paa
Østervegstog. Og det er tydeligt nok en almindelig Opfattelse i Sagaerne,
at Danske ogsaa stadig gor Tog ind paa Østersøens Kyster. Baade i
Njålssaga og i Egilssaga træffer den islandske Viking i Østerveg en eller
flere danske Mænd, som hjælper Islænderne, og som Islænderne til Gengæld
hjælper mod de fremmede. Det kan snarest være ud fra slige
norrone Fortællinger og Forestillinger, at Starkads Østervegs-Bedrifter
er skabt.
Jeg føler mig ikke overbevist om, at der har eksisteret et Ungdomskvad
i den Forstand, at det har givet en Oversigt over alle de Bedrifter,
der nævnes i Ungdomshistorien. Dertil tager den sig for sammenstykket ud.
I Anledning af Dødskvadets Meddelelse om et Venneforhold mellem
Starkad og den unge Hader bemærker Forf.: „Overhoved har den episke
Digtning sjælden godt af at tillægge sin Helt for mange personlige Forbindelser,
der stiller hans egentlige Stilling i Skyggen. Omvendt er (i
Kvadet, modsat Prosafortællingen om Starkads Død) Tanken om Bod for