Danske Studier 1910

126 KRA SPROG OG LITERATUR
Alt hvad her er sagt, gælder imidlertid kun den litteraturhistoriske
Indledning i Dr. Bobés Bog. Er man først kommen over denne Indledning
og ind paa Forfatterens eget selvstændige Felt, giver Bogen ikke
blot alt hvad man kunde vente, men langt mere: en Række Mennesker
af stor og ejendommelig Begavelse, en Kreds fyldt af de rigeste aandelige
Interesser, træder levende frem. Fremfor alle Frederikke Bruun selv,
som i Modsætning til tidligere Skildringer viser sig som en virkelig betydelig
Personlighed og som en typisk Kvindeskikkelse — typisk i og for
sig, men særlig for den Tid. Ikke i nogen Maade original, men med
den varme og vidhjertede Sympati, som Tidens Mænd trængte til, og
som de paaskønnede. Saa hele den Vrimmel af Personligheder, der omgiver
hende — den Mængde biografiske Oplysninger, her er samlet, kan i Begyndelsen
næsten virke overvældende, men det varer ikke længe, før man
finder sig til Rette; det er jo netop et af Tidens Kendetegn, denne Stævnen
sammen fra de forskelligste Egne af Verden om det, man længes
efter at mødes i. Særlig er Livet i Rom (der paa den Tid afløser Paris
som det anerkendte Centrum for den ny Æras Civilisation) skildret ganske
fortrinligt og af største Interesse for Verdenslitteraturen.
Forfatteren har en sjælden Evne til at vække ens Lyst til at faa mere
at vide. Han giver en fortræffelig Fremstilling af sin Heltindes Forhold
til Vennerne og da især til Bonstetten; men hendes egentlige Ægteskab
— Ægteskabet efter borgerlig d. v. s. gejstlig Opfattelse, mener jeg, —
kunde man ønske at faa lidt mere at vide om. Ogsaa det er jo nemlig
typisk for det Omslag i Synet paa Venskab, Elskov og Ægteskab, der
fuldbyrdes paa den Tid; et Omslag der ikke blot faar Udtryk i Burgers
Grev v. Gleichen-Ægteskab, men i saa mange andre, borgerligt uangribelige
Forhold, — man tænke f. Ex. paa Schiller eller paa vor egen P. A.
Heiberg. Forfatteren har her maaske været bundet noget mere, end
man kunde ønske, — og mere, end der synes at være Grund til.
Et Felt, man ogsaa gerne vilde lidt mere ind paa, er Fr. Bruuns
egen Forfattervirksomhed. Forf. meddeler netop, at man fra forskellig
Side har faaet Øjet op for dens Værdi, og selv om man nok kunde undvære
den „æstetisk-kritiske Vurdering", som en tysk Forf. skal have givet af
den, var det vel ikke af Vejen at faa lidt Indsigt i dens Ejendommelighed.
At Forf. er saa tavs herom, hænger sikkert sammen med at han,
som forud nævnt, er mere Historiker end Litteraturhistoriker. De Indblik,
han giver i hendes Kunstanskuelse, er imidlertid overmande interessante;
de overrasker ved en Uhildethed og en Sikkerhed i Dommen,
der viser hende som en utvivlsom Begavelse i hvert Fald paa dette Omraade.
Den sidste Del af Bogen har for mig været noget af en Aabenbaring.
Hele det Net af Intriger, den Spillen bag Kulisserne, hvor man idelig
sporer Kvinder som dem, der trækker i Traadene, det kender vi saa
godt udenlands fra. Men at ganske det samme udspilledes her hjemme,
paa vort eget lille Theater, og at det er det danske Monarkis Bestanddele,
der spilles om, det er nyt. Det er muligt, at vore Historikere har kendt
alt dette, men i al Fald har de ikke fortalt os derom paa den Maade