Danske Studier 1910

MOLBECH OG BREDAHL 55
dem. Ethvert af disse Manuskripter staar i mine Tanker langt under
Scenerne, og intet af dem vilde forøge Scenernes Forfatters Roes. Hvis
jeg nu har Ret i denne Anskuelse, da ville Scenerne blive mere læste og
yndede, naar de staae alene, og det er efter min Overbeviisning Scenerne,
der skal bringe Deres Navn til Efterslægten — og det vil de til Trods for
alle Flyveposter! Men — det forstaaer sig •— min Dom over de utrykte
Arbeider har ingen Autoritet og kan ikke vente Deres Tiltro, saameget
mindre som min knappe Tid forbyder mig at begrunde den....
Molbech har Ret, Bredahl helt Uret, maatte altsaa være Resultatet
af Fremdragningen af disse Breve — hvis ikke alle de omskrevne Værker
endnu var bevarede. De indeholder, som det allerede er nævnt, en Mængde
Enkeltheder af stor Interesse baade i æstetisk og kulturel Henseende;
men størst Betydning har de som Oplysning om Udviklingen af det ejendommelige
Sjæleliv, hvori Dramatiske Scener er opstaaede. Men det vilde
føre altfor vidt her at paavise dette. Det tør maaske være nok at anføre
nogle Datidiges Dom over Digterværker fra denne Tid.
„Sokrates" blev, kort efter at det var fuldendt, sendt til Sorø Akademis
Direktør, som returnerede det med følgende Linier:
Jeg takker meget for Meddelelsen af Deres Sokrates, som jeg har
læst med megen Fornøielse, men ikke som Kunstdommer — en Egenskab
og et Hverv, som jeg ikke tør tillægge mig. Stykket vinder i poetisk Henseende
ved [det elskende Par] Prokles og Psyke, hvad det i samme Henseende
synes at have tabt derved, at De ikke lader Sokrates åaifuav
stærkere træde frem.
Jeg har endnu ikke læst Oehlenschlagers Sokrates.
Med Iløiagtelse Deres forbundne
Sorøe d. 5. April 1836. Estrup.
S. T. Hr. Literatus Bredahl.
Denne en jævn Læsers Dom vil i vor psykologiske Tid vise sig
at have mere Ret, og det maa antages, at den Kritiker, der i 40erne
havde det skarpeste Blik for Forfatterindividualiteten har haft en lignende
Fornemmelse. Som bekendt besøgte P. L. Møller 1845 Bredahl paa Damsgaard;
han tog alle Bredahls Haandskrifter med sig hjem, og kort Tid
efter maa han have tilskrevet Bredahl særdeles anerkendende om Værkerne;
thi i Brev til P. L. Møller (i Privateje) udtaler Bredahl sig om „den
mig velbekjendte Vanskelighed: at finde Afsætning, naar man paa Litteraturens
Torv vil falbyde saadanne Produkter som mine. Gjennem dem
gaar en Tone (thi Aand er vel for meget), der ikke lyder liflig i Smagens
Øre, og de er „tunge Sager" — skjønt (for at blive i Lignelsen) det
sparsomme Tankebly, de hist og her indeholde, mageligt lader sig smelte